skip to Main Content
Jørgen Christensens Kalundborg Fem år Frem

Jørgen Christensens Kalundborg fem år frem

Fem år frem – Jørgen Christensen

I denne udgave af Kalundborg kommune – fem år frem, møder du Jørgen Christensen. Jørgen er en slags erhvervslivets grand old man i Kalundborg kommune, hvor han udover en aktiv erhvervskarriere som blandt andet fabrikschef for det daværende Novo Industri A/S også har spillet en central rolle i både Symbiosen og i etableringen af Kalundborgegnens Erhvervsråd. I dag er Jørgen gået på pension, men deltager stadig aktivt i en række netværk i og omkring erhvervslivet i vores område.

Kan du fortælle lidt om dig selv?Jørgen Christensen

Hvem du er, hvad din baggrund er?

Jeg er uddannet civilingeniør, kemiker, i 1957 og har en professionel baggrund på over 60 år. Jeg startede i industrien i 1959 og har været en del af Novo Nordisk, den gang Novo Industri A/S, fra 1980 til 1997, hvor jeg arbejdede som fabrikschef i mange år.

Som en sideaktivitet i arbejdet, har jeg været involveret i opstarten af det som senere blev til Symbiosen, et projekt jeg har brugt mange timer på.

I 1990 var jeg medstifter af Kalundborgegnens Erhvervsråd, hvor jeg også var formand fra 1990-95. Ellers har jeg fulgt erhvervsrådet gennem årene og deltaget i netværk, bl.a. Værket.

I 1995 besluttede Novo Nordisk at afvikle en produktionsfabrik, der producerede penicillin, i Italien. I den forbindelse blev jeg tilbudt at flytte derned og arbejde som direktør, med primært formål at afvikle fabrikken på bedst mulig måde. Jeg takkede ja og man kan sige, at efter omstændighederne, gik det ganske udmærket. Vi fik afviklet fabrikken og sørget for, at medarbejderne blev efterladt med kurser og rådgivning, så de kunne finde arbejde andetsteds.

Efter jeg hjemvendte fra Italien i 1997, gik jeg på pension og har derefter arbejdet som selvstændig fra 1997 til 2011, som rådgiver. Jeg var blandt andet en-mandsdirektør for et vandforsyningsselskab, hvor jeg hjalp kommunen med at skaffe 1,9 millioner kubikmeter vand. Vand var en mangelvare i sin tid og en stor nødvendighed for vores produktionsvirksomheder, som Novo Nordisk. Det var vigtigt, at man vidste, at man kunne få vand af høj kvalitet, når der var behov for det.

Hvorfor oprettede man Kalundborgegnens Erhvervsråd?

Hvad var grundlaget? Hvem tog initiativet?

Vi oprettede Erhvervsrådet, fordi det eksisterende erhvervsråd ikke fungerede optimalt og var skrumpet ind. I den tid, var det en kommunal foretagelse, hvilket der ikke var enighed om. Der vågnede en forståelse for, at man måtte sikre sig en medvirken og et medejerskab af erhvervslivet.

Det var tidligere Kalundborg borgmester Aage Brejnrod, som tog initiativ til at udvikle et nyere erhvervsråd. Det var oprindeligt på råd fra en række rådgivere, men det tog en anden retning end først forventet. I 1988 arrangerede han en tur med færgen M/S Peder Paars for kerneaktører i kommunerne. Færgen sejlede frem og tilbage, mens konferencen blev afholdt. Denne konference affødte fire-fem arbejdsgrupper, som efterfølgende skulle arbejde videre med bl.a. erhverv, sundhed, kultur osv.

De store lokale virksomheder var repræsenteret i grupperne, dette var et ønske fra kommunens side. Jeg selv repræsenterede Novo Nordisk i ”Erhverv, Turisme og Havn”-gruppen, som senere skulle danne bund for, hvad vi kender som Erhvervsrådet i dag. Gruppen blev i begyndelsen, før jeg overtog, kørt af Ole Lauritzen, men grundet travlhed måtte han videregive posten.

De næste to år arbejdede vi mod at forberede Erhvervsrådet. Vi skyndte os langsomt, da vi vidste af erfaring, at mange erhvervsråd havde alt for store forventninger fra starten af, hvilket unægtelig ville betyde, at de måtte bukke under, nedprioriteres og til sidst forsvinde hen på et lille kontor.

Så, for at undgå en lignende situation, tog vi land og rige rundt for at opsamle erfaringer. Jeg holdt foredrag, hvor jeg bl.a. havde en liste over såkaldte ”fiaskofremmere”, en liste der gjorde, at jeg kunne beskrive, hvordan en typisk fiasko kunne opstå. Dette var med til at skabe forståelse for, hvorfor vi handlede som vi gjorde.
Vi regnede med, at efter tre år ville vi vide nok til at kunne starte Erhvervsrådet op. Vi gik roligt frem, men verden gik hurtigere.

Carmen Curlers, en tidligere stor Kalundborgvirksomhed, fik ændret deres ejerskab og udviklingsdelen blev lagt over til USA, hvilket endte i en varslet lukning. Vi var derfor nødsaget til at handle hurtigt, da vi ikke ville kunne bære det tomrum, som virksomheden ville efterlade sig.

Den 07. Juni, 1990, opstartede vi derfor Erhvervsrådet og havde god tilslutning fra starten. Grundet det tætte samarbejde med de daværende fem kommuner, Bjergsted, Gørlev, Hvidebæk, Tornved  og Kalundborg, var det relativt let at balancere arbejdet. Der var allerede dengang en stærk villighed til samarbejde. Der var ikke én kommune, som kunne majorisere de øvrige – alle skulle repræsenteres lige.
En repræsentation som er vigtig, at vi stadig har i tankerne i vores videre virke.

Hvilke forandringer ser du ske i Kalundborg kommune, fem år frem?

Hvilken type tilflyttere? Hvad sker der med de eksisterende virksomheder, store som små? Hvordan skal erhvervsrådet fordele sin opmærksomhed?

Hvis man skal tale om hvem der kommer til Kalundborg kommune, er det ikke nok kun at se fem år frem. Man skal tænke videre, ti år, tredive år.

Det ligger i kortene, at leverandører og servicevirksomheder til de store virksomheder kommer støt til byen. Vi har gang i uddannelsesinstitutionerne, hvilket forhåbentlig kun vil udvide i antal og art inden for de næste fem år.
Den tredje gruppe, som man ville kunne se inden for fem år, er virksomheder med relation til havnen og det nye havneprojekt. I takt med udvidelserne, vil disse virksomheder finde plads.

På længere sigt, 10-30 år, vil der formentlig være mange ændringer blandt vores lokale virksomheder, men jeg vil mene, at vi skal have blikket rettet på infrastruktur. Selvom folk ikke tror på, at Kattegat-forbindelsen bliver til noget, så tror jeg på den. Om det bliver bro, tunnel, jernbane eller blanding, ved jeg ikke. Men det er først om 10-30 år, at dette er realistisk og derfor først der, man vil kunne mærke området blive påvirket i den retning og rammevilkårene ændres. Man skal huske, at det første Storebælts tunnelprojekt blev fremsat i 1864, men det varede til 1998 før det blev til noget.

Hvad der kommer til at betyde noget for udviklingen, er bl.a. de større virksomheder, som har betydet meget allerede.

Allerede i starten af Erhvervsrådet, slog vi på, at vi skulle styrke vores stærke sider. Vi skulle, med andre ord, blive endnu bedre til, hvad vi allerede var gode til. Og hvad vi er gode til, er at have store industrielle virksomheder OG et godt samarbejde. Der er ikke nogen som bliver rig af at blive halvt god, til noget de tidligere var dårlig til. Hvis man styrker sine gode side, kan det skabe overskud til at støtte op om sine svage sider.

Samarbejdet med de store virksomheder, er et give-and-take forhold. I begyndelsen havde de store virksomheder ikke stort behov for vores hjælp, men nu hvor vi er en større forening, kan vi støtte op med netværk og samarbejde, også politisk.

De små og mellemstore virksomheder har mere brug for vores tilbud, såsom kurser, netværk, samarbejder. Det er derfor vigtigt, at vi fortsætter med dette og sammen med virksomhederne individuelt finder ud af, hvordan vi bedst dækker deres behov.

Hvordan fastholder vi de studerende/tilflyttere i Kalundborg kommune?

Hvad skal vi arbejde med, for at få flere tilflyttere til byen?

De studerende skal kunne lide byen, mens de uddanner sig. Det siger sig selv, at hvis der er attraktivt og de har haft det godt under studiet, samtidig med, at der er stærke virksomheder, så er de mere tilbøjelige til at blive. Man kan ikke tvinge folk, men man kan sørge for, at der er attraktivt.

I en periode vil det være relativt billigt at bosætte sig i Kalundborg, men i takt med, at kommunen udvikler sig, vil priserne stige – så det gælder om at være med, så tidligt som muligt.

I 1970, eller deromkring, var der en masse uddannelser som blev flyttet rundt i landet. Vi, i Kalundborg kommune, havde ikke de uddannelser vi havde behov for. Allerede den gang burde man have indtænkt relevante uddannelser, så det er godt at se, at man her, lang tid efter, råder bod på det. Det har været et langt sejt træk.

De ting som især spiller ind på tilflytning er, pris, infrastruktur og infraKULTUR. Om kultur er på mode i Erhvervsrådet, varierer, men personligt er jeg fan af, at vi opmærksomme på det. Hvis vi skal tiltrække folk, skal folk også kunne finde de kulturtilbud, som de forventer.

Tidligere har Kalundborgegnens Erhvervsråd haft et kulturudvalg, hvor vi forsøgte at tale sagen op. Kultur er en faktor, der betyder lige så meget som bosætning.
Dette er også gældende, for at få pendlere til at bosætte sig. Det er generelt ikke sjovt at pendle, det tager lang tid. Der vil derfor være et naturligt pres på, at i stedet for at bruge omkring to timer om dagen på at pendle, kan man så ikke bo tættere på? Hvor der allerede er dejlig natur og kultur?

Hvordan kan Kalundborg kommunes infrastruktur forbedres?

Hvor fungerer infrastrukturen? Hvor kan vi gøre det bedre? Hvad skal der til?

Motorvejen er uden tvivl det væsentligste. Man har arbejdet med det siden 1990 og det ser ud til endelig at lykkedes, i hvert fald starten. Gudskelov er der en enighed i Region Sjælland om, at man skal tage det i den rigtige rækkefølge, for hvis man udviser uenighed, ender regionen med ingen motorvej at få.

Infrastruktur er noget af det allervigtigste og det er ét af de punkter, hvor Erhvervsrådet har mulighed for at medvirke, støtte op og være med til at påvirke rammebetingelserne. Især på den offentlige transportside, hvor der er meget man kan sige om det. Det er ikke let at få folk til at bruge det offentlige, ofte er det for dyrt, sjældent eller forsinket. Vi er presset på busser i regionen og man slås også for at få lokalbanerne op at køre ordentligt.

Der er mange steder, hvor Erhvervsrådet kan støtte op.

Hvad ser du af muligheder for Kalundborg kommunes kulturelle liv?

Er der potentiale for turisme? Hvordan kan vi involvere hele kommunen?

I Kalundborg by lader Havneparken til at udvikle sig i en retning, hvor det finder marked. Der har naturligvis været mange forskellige ønsker til parken og det er givet, at man ikke kan tilfredsstille alle. Desværre må de der ikke finder sit ønske opfyldt, blive skuffet og søge andetsteds, men man skal ikke være ked af, at andre får noget de ønsker sig.

I bymidten især, vil jeg fokusere på Klostertorvet, som blev ombygget for ca. femten år siden, efter en masterplan. Dette blev en fiasko, som ikke indbød til noget. Det er en plads, hvor man kan have torvevarer, men der er næsten ingen der udbyder længere. Torvet står tomt og øde og er uindbydende. Ambitionerne er derfor ikke opfyldt.
Det er vigtigt, at vi får ombygget det og skabt et aktivt byrum, som vores største byrumsarkitekt Jan Gehl ville sige var ”et sted hvor man har lyst til at sætte sig ned og nyde det”. Der mangler beplantning, udsigt, mulighed for at købe en is, et toilet i nærheden, spisemuligheder. Man mangler altså noget, der gør, at man føler, at det er et behageligt sted at være. Det er ikke særligt godt at have det stående som det er nu, så det er rart at konstatere, at der lader til at være politisk vilje bag at nytænke området.

Uden for Kalundborg by er der rige muligheder! Erhvervsrådet bør samarbejde med handelsstandsforeningerne og turistforeningen. Turistforeningen, især, har vist, at de kan yde en hel masse, senest med en stor Lundbye-festival, som strakte sig over otte uger, med to udstillinger, et par koncerter, foredrag, rundvisninger osv. I alt var der femogtyve begivenheder i forbindelse med Lundbyes 200 årsdag. Vi talte op, at der havde været tæt ved 11.500 gæster, hvilket er et fint antal.

Det er med til at vise, at hvis man gør noget, kan man skabe synlighed, sætte folk og politikere i bevægelse og vise, at der sker noget i Kalundborg kommune.

Hvordan gør vi?

Afslutningsvist, hvad skal der til for at opnå nogen af de punkter vi har talt om?

Vi skal gå imod centralisering af erhvervsfremme. Det skal ikke blive en statslig ting, hvor staten langsomt suger, via kommunen, patent på erhvervsfremme til sig. Vi har været glade for at have et erhvervsliv, som føler ejerskab, hvilket ses i den organisationsform, som vi er et af de relativt få erhvervsråd der har. Det håber jeg, at vi kan fortsætte med længe endnu.

Erhvervsrådet blev grundlagt på samarbejde, og det er vigtigt, at vi viderefører denne tradition og dette samvirke. Det er de bagvedliggende principper, for den succes som vi har haft – privat ejerskab og et stærkt samarbejde. Især et godt samarbejde, kommune og erhvervsråd i mellem.

Så må vi ikke, som tidligere nævnt, glemme kulturen! Vi skal ikke nødvendigvis have mere kropskultur, i form af sportshaller og lignende, men mere åndskultur. Vi skal have teater, musik og lignende.

Som Erhvervsråd skal vi støtte op om nye initiativer som kommer. Vi skal forstå, at vi skal medføre til, katalysere og støtte, at kultur også er ét af de vilkår vi arbejder på.

Til sidst, skal det nævnes, at Kalundborgegnens Erhvervsråd er oprettet på det princip, at alle skulle føle, at vi gjorde noget for dem. Vi skylder at støtte de ydre dele af Erhvervsrådet, ikke kun økonomisk, men også med den opmærksomhed og synliggørelse vi kan skabe. Der er mange rigtig gode initiativer i de områder, som vi skal være en del af.

Det er ikke kun Kalundborg by vi dækker. Det er HELE Kalundborg kommune, som vi dækker.

 

 

Back To Top
×Luk søg
Søg
X