skip to Main Content

Nye og klassiske greb på det at drive erhverv i bymidterne

Virksomheds- og caféejere bliver klogere på at drive forretning i fremtiden.

Siden oktober har godt og vel 20 virksomhedsejere og -ledere fra forretninger og caféer i Kalundborg kommune mødtes en gang om måneden, for at udvikle deres forretninger, blive endnu dygtigere til at være digitale og ikke mindst for at lære af hinanden og at lære hinanden at kende.

Digi Up kalder vi forløbet. Med det vil vi gerne arbejde med andet og mere end den klassiske forståelse af, hvad en butik eller en café er. I stedet arbejder gruppen med, hvad den kan blive!

Kalundborgegnens Erhvervsråd planlægger møderne og trækker eksperter, praktikere og dygtige kollegaer ind til at give viden, inspiration og eksempler. Deltagerne i gruppen tager det med hjem, de kan bruge og implementerer det i praksis.

DIGI Up handler også om at skabe relationer mellem deltagerne. Det har betydet fælles events og arrangementer samt at flere har benyttet sig af muligheden for at sælge gennem andre forretninger end deres egen.

Forleden var gruppen samlet på Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev, hvor det var optimeringen af virksomhedens salg online, der var temaet. Fra ’Digital Atlet’ Peter Schjødt blev der givet helt håndgribelige tips til, hvordan du øger både din eksponering og dit konkrete salg på online platforme.

Hovedpointen i Peters tilgang er at gøre alt, hvad man kan for at sikre, at den viden, rådgivning og personlighed, som kunden i butikken oplever også opleves, når kunden møder din virksomhed online.

For det er dér – online – at langt de fleste salg starter i dag. Det kan godt være, at pengene byttes for varen i butikken, men inden da, har den købsklare kunde stort set altid været online og søgt information først.

Derfor bliver godt, relevant og personligt materiale på de steder, hvor du er online så forbandet vigtigt.

Et helt grundlæggende tip kunne være at skrive såkaldte Evergreen tekster. Start eksempelvis med de tre typiske spørgsmål, I hører oftest fra kunderne, hvor svaret alligevel altid er det samme – og giv så de svar i artikelform online eller lav en video, hvor du kommer med de samme input.
Hvis de “tør” komme ned og spørge dig om det i butikken, så er det fordi, at de nok ikke har kunnet finde svar andre steder.

Mød Peter her og få en lille smagsprøve på, hvad det er DIGI Up’erne arbejder med.

Du kan også prøve at tage fat i en kollega blandt følgende butikker – de ved en del om DIGI Up 😉
Better Life
Brillehuset
Cafe Costa Kalundborg
Glarmester Kim Rørdam Andersen
Gørlev Legetøj
Luve Kids – Gørlev
Luve Smykker og Ure – Gørlev
MR Høngcenteret
Normal
Reliving
Slagter Jacob
Socialøko. Virksomheder
Svallerup Autoværksted – Gørlev
Swärds Guldsmed
Tekstur
Thumbs Up Shop
Vinoble – Høng
Vores Kalundborg
Y Camp

Er du blevet nysgerrig på at høre mere om DIGI Up, kan du kontakte projektleder Morten Hass Augustsen på mail mha@kalundborgerhverv.dk eller på telefon 40 73 50 85.

Back To Top
Søg