skip to Main Content

En anderledes jul med danske traditioner

Flere internationale studerende på Professionshøjskolen Absalon fik en jul med danske traditioner.

De studerende valgte at blive i Danmark grundet covid-19.

Deres første eksamen lå for mange af dem allerede den 4. januar og de havde derfor ikke lyst til at løbe risikoen for aflyste fly, positive test mv. Dette kom koordinator Jacqueline Hersing fra Professionshøjskolen Absalon for øre:

”Ingen skal holde jul alene. Vi i Danmark har mange gode og hyggelige traditioner omkring julen og juleaften. Jeg var derfor ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil tilbyde de internationale studerende at opleve en dansk jul.”

Syv internationale studerende oplevede derfor den 24. december en klassisk dansk jul. Liv i Kalundborg havde sponsoreret julemaden bestående af alt fra juleand til risalamande, forberedt af Jacqueline og hendes familie, mens Rotary Kalundborg havde sponsoreret en julegave til alle de studerende. Sidst men ikke mindst havde Vibeke Munk fra Rotary Kalundborg doneret et stort og smukt juletræ de studerende pyntede sammen juleaften.

Én af de deltagende studerende var Vera fra Kina:

”Det var den bedste juleaften. I mit land fejrer vi ikke rigtig juleaften, så denne aften var min første rigtige oplevelse med jul. Min oplevelse med den danske jul og de dertilhørende traditioner var uforglemmelige. Alle mine medstuderende nød aftenen. Vi er alle virkelig taknemmelige for, at Jacqueline inviterede os og gav os muligheden for at opleve en klassisk dansk juleaften”.

jul med anderledes traditioner

Der var desuden studerende repræsenteret fra Indien, Kroatien, Ungarn, Grækenland, Spanien og Rumænien.

Styregruppen bag Liv i Kalundborg udtaler:

”Selvom dette initiativ lå i gråzonen for, hvad vi kan støtte i forhold til formålsparagraffen for, hvad Liv i Kalundborgpuljen støtter, MÅTTE vi bidrage til, at de internationale studerende fik en rigtig dejlig dansk jul. Dette initiativ er helt i tråd med, at vi i Kalundborg ønsker at tiltrække internationale studerende til vores uddannelser”.

Back To Top
Søg
X
X