skip to Main Content
En Travl Hverdag Med Stor Variation

En travl hverdag med stor variation

Meny Kalundborg er fyldt med energi og passion. Dette ses tydeligt hos de ansatte, som effektivt udfører mange opgaver i løbet af dagen.

AF DAVID HINDBERG

I det travle bageri

I Meny Kalundborgs travle bageri, møder vi konditorlærling Sif Valentin Busse, 21 år og fra Kalundborg. Sif Valentin Busse er uddannet bager fra Kold College på Fyn og er nu i gang med at videreuddanne sig til konditor.

Sif Valentin Busse er i gang med dagens konditorarbejde.
Foto: David Hindberg

  • Jeg har sådan set været bager siden jeg gik i 4. klasse, og så har det bare udviklet sig til at være mere med kager og chokolade, siger Sif Valentin Busse.

Sif startede som lærling den 14. maj, hvor hun har fået mulighed for at arbejde videre med sin passion. Dagen starter klokken fem om morgenen, for at kunne nå dagens bestillingsopgaver, såsom kagemænd og lignende.  Alt bliver lavet fra bunden i Meny.

  • Jeg har altid haft den holdning, at hvis jeg går i gang med noget, så afslutter jeg det, siger Sif Valentin Busse. Jeg er ordblind og jeg er stadig uddannet. Hvis der er noget, jeg ikke kan stave til, så spørger jeg bare, det skal ikke holde mig tilbage.

Der har været tider, hvor hun har været ved at give op, men det ændrer sig. Man står lige pludselig med et bevis på, at man godt kan. Et bevis på, at man er uddannet.

I den anden ende af butikken

I Menys slagterafdeling møder vi gastronomlærling med speciale i smørrebrød og catering, Julie Darling, 20 år og fra Kalundborg.

Julie Darling steger dagens fiskefrikadeller, inden frokosttid, hvor en stor del vil blive købt og nydt.
Foto: David Hindberg

  • Gastronom med speciale i smørrebrød og catering er en forholdsvis ny uddannelse. Jeg er en af de første, der bliver uddannet i det, siger Julie Darling.

Julie startede for knap fire år siden som lærling, hvor hun har været lærling forskellige steder. Den 27. december sidste år, startede hun i lære hos Meny.

  • Jeg er så glad for at være her. Vi laver både koldt og varmt, der er så varieret her. Det giver mulighed for at få erfaring med det hele, siger Julie Darling.

En varieret hverdag med udfordringer lader til at være det helt rigtige for Julie Darling. At sidde på skolebænken, er ikke motiverende.

  • Jeg forstår ikke jeg skal bruge tre år på Gymnasiet, for så stadig ikke at være færdig, udtaler Julie Darling. Så hellere være i lære, få løn undervejs og begynde at tjene sine egne penge.

Ude i brødafdelingen

Mellem slagterafdeling og bageri, finder vi Menys brødafdeling, hvor Xenia Breel, 18 år og fra Snertinge, er i lære som salgsassistent. Xenia Breel  er i mesterlære, hvilket betyder, at hun er gået direkte i arbejde, i modsætning til de fleste andre, der starter med et skoleforløb, og ellers er i skole én enkelt dag om ugen i Holbæk. Hun startede i lære i starten af oktober.

Xenia Breel sørger for at fylde brød op i afdelingen, så alt står trimmet og klar.
FOTO: David Hindberg

  • Jeg er ikke så god til at sidde på skolebænken fra 8.00 til 16.00, jeg hadede alle de afleveringer og karakterer, som bliver presset på en, siger Xenia Breel. Jeg har gået i gymnasiet i et års tid, men det var slet ikke for mig. Jeg er meget bedre til at gå på arbejde, end at gå i skole.

Xenia Breel møder ind klokken halv otte og har så en afdeling tildelt. I dette tilfælde, er det brødafdelingen. Her skal der tjekkes datoer, opfyldes brød, sørge for at afdelingen er trimmet. Løbende kommer der opgaver i hele butikken, som man også hjælper til med.

  • Man skal ikke slå sig selv i hovedet, bare fordi man ikke er som alle andre. Der er brug for os alle sammen, på en eller anden vis, afslutter Xenia Breel.

Det kræver engagement, for alle involverede

Michael Skovgaard Rasmussen og Peter Egebæk hedder ejerne af Meny i Kalundborg. Begge forstår vigtigheden af at være engagerede i sin forretning og i sine medarbejdere.

  • Hos os vægter vi engagement højere end evner. Der er tonsvis af fantastiske og intelligente mennesker, men hvis de ikke brænder for det, kan det være lige meget, siger Michael Skovgaard Rasmussen.

I Meny har man valgt at forpligte sig, som arbejdsgiver, til at optage lærlinge. Dette er også en af grundene til, at de deltager på lærlingemessen.

  • Hvis man vil sikre sig medarbejdere i fremtiden, har man et ansvar for at uddanne. Vi skal synliggøre, at det faktisk er attraktivt at være faglært, samtidig med, at det er sjovt og dannende, mener Michael Skovgaard Rasmussen.

Michael understreger, at ingen er for fine til at gøre noget i Meny Kalundborg, alle er lige.

  • Jeg kan ikke leve uden en kassemedarbejder. Det kan godt være, at kunden har fået god service ét sted i butikken, men det hele falder, hvis ikke denne service går igen, gennem hele butikken, afslutter Michael Skovgaard Rasmussen.

Fakta

Meny har butikker i mange byer i Danmark. I Kalundborg har Meny, inklusive løsarbejdere, 135 ansatte. Af de 135 ansatte er fem af dem lærlinge. Der er en summen af liv i butikken, hvor de mange ansatte arbejder ihærdigt for at kunne tilfredsstille de endnu flere kunder.

I Meny sætter man mad over alt, hvilket ses af deres udbud af ferskvarer fra kød og fisk, til delikatesse og ost, frugt og grønt og vin. Det giver stolte medarbejdere, som blandt andet tæller faglærte slagtere, fiskehandlere, ostemestre, vinfolk og grønthandlere.

B4R logo

Back To Top
×Luk søg
Søg
X