skip to Main Content
Online

Er din virksomhed digitalt til stede?

Kan dine kunder finde dig? – Lær lidt om de forskellige sociale medier

En af de fancy sætninger der ofte bliver slynget rundt, især inden for markedsføringsbranchen, er ”digital tilstedeværelse”.

Det kan naturligvis betyde mange ting, men i bund og grund handler det om følgende:
”Er du til stede online, der hvor dine kunder forventer at finde dig?”.

Verden bliver mere og mere digital

I takt med, at vores verden bliver mere og mere digital, og de sociale medier tager endnu mere af vores tid, så har virksomheder pludselig et væld af nye muligheder for at nå ud til kunderne.

For 10 år siden var den bedste måde at få nye kunder på, for fx en iværksætter eller en håndværker, en avisannonce. Det gav mening, fordi hvis folk skulle have nyheder, ville de læse lokalavisen og derfor blive eksponeret for lokale reklamer. Efterhånden er måden vi får nyheder på ændret og mange bruger i dag enten de sociale medier eller online ”aviser” til deres information. Derfor har nyhedsmedierne også ændret deres taktik og er begyndt at tilbyde markedsføring online. Princippet er det samme, men mediet er anderledes.

Men hvad betyder det for mig og min virksomhed?

I sidste ende, så er det kunderne der ”bestemmer” hvor du, som virksomhed, skal markedsføre dig. For det er deres medievaner du skal tilrette dig.

Hvis dine kunder typisk læser avis til hverdag, så er avisen stadig et godt valg for dig som virksomhed og her kan man med fordel tage fat i det lokale mediehus.
Hvis kunderne i stedet får deres nyheder online, eventuelt via Facebook, så skal man som virksomhed overveje at lave en Facebookside, og bruge nogle penge/tid på Facebookmarkedsføring. Det handler altså ikke kun om dine personlige ønsker og vaner. Det handler især også om, hvor dine kunder finder dig. Og hvis det kun er Facebook, så skal du på det kraftigste overveje, om ikke du skal med på den bølge.

Skal jeg så være alle steder?

Bare rolig. Du skal ikke til at lave danse på TikTok bare fordi nogle af dine kunder måske er der.
Du skal vælge de online platforme (Facebook, Instagram, Hjemmeside, LinkedIn, Youtube osv.) hvor dine kunder er, ikke bare den platform der lyder mest spændende.
Som virksomhed har man begrænset tid/penge til at markedsføre sig og man kan hurtige løbe forkert ved at forsøge at være på alle platforme. Hellere vælg nogle få platforme, men så være mere aktiv.

Her er nogle tommelfingerregler om de forskellige platforme

Facebook

  • 65% af den danske befolkning befinder sig her
  • Det er en god platform til at møde helt almindelige danskere, som man ville støde på nede i brugsen – fra chefen til den ansatte og alt imellem
  • Facebook udmærker sig ved at være en lille smule som den virkelige verden, derfor skal man også vide, at det kan være svært helt at fange folk, fordi der sker rigtig meget på platformen

Instagram

  • 34% af den danske befolkning benytter sig af instagram
  • Platformen er meget visuel og størstedelen af brugerne er kvinder
  • Hvis man har en virksomhed, hvor man laver nogle ting der gør sig godt på billeder OG ens målgruppe kunne være kvinder, så er Instagram oplagt

LinkedIn

  • 12% af den danske befolkning bruger denne platform
  • LinkedIn er en professionel platform, hvor de fleste brugere har ”arbejdstøjet” på
  • Her er det især en god mulighed for at fange chefer, mellemledere, selvstændige og lignende

TikTok

  • 11% af den samlede danske befolkning bruger TikTok (Men 47%(!) blandt de 15-24 årige bruger platformen)
  • TikTok er en platform for små videoer, ofte med hurtig information og en humoristisk vinkel
  • Selvom dine kunder er mellem 15-24 årige skal du være MEGET forsigtig med at hoppe på TikTok – Det kan føles som om, at du invaderer deres private ”sted”

For resten, hvis du selv gerne vil nørde de her tal, kan du finde dem her

DR laver hvert år en medieanalyse om danskernes medievaner. Den er ret interessant, hvis man er til den slags information.

Nu kender du så lidt til platformene…

Men hvordan ved jeg hvor mine kunder er?

Du kan forsøge at læse lidt om de forskellige platforme i det vi har skrevet herover. Alternativt, kan du prøve at læse lidt op om de forskellige platforme i det link, vi har sat ind her i artiklen.

Men det bedste du kan gøre, er at spørge dine kunder direkte. Hvis man spørger sine kunder om de bruger Facebook eller lignende, kan man også få en god snak om hvilken typer reklamer de godt kan lide at se og, næsten vigtigere, hvilken type reklamer de virkelig ikke bryder sig om.

Og når du ved, hvor dine kunder er, så er det dér du skal oprette en hjemmeside, en side, en profil eller noget helt andet. For så har du nemlig en digital tilstedeværelse præcis, hvor dine kunder gerne vil finde dig.

Brug for sparring?

Hvis du har brug for sparring inden for området, så skriv til os. Vi tager meget gerne et møde med dig om hvor dine kunder er og hvordan du bedst når ud til dem.
Skriv til vores Kommunikationsansvarlig, David Hindberg, på dahi@kalundborgerhverv.dk eller ring på 92 15 30 55.

Back To Top
Søg