skip to Main Content
David vejledning

Fem hurtige tips til iværksættere

De følgende tips tager udgangspunkt i nogle af de emner vi berører på vores iværksættervejledningsmøder.

Kend dit produkt/din ydelse

Kig på dit produkt/din ydelse. Kan du forklare det for dine kunder? Kan du lave en ”billig” version og en premium version?
Dit produkt er ofte noget du kan ændre ved, pakke ind, tale om og ellers modificere, så det passer perfekt til dine kunder og til din virksomhed. I takt med din virksomhed vokser, bør dit produkt også udvikle sig.

Kend dine kunder

Hvem sælger du til? Hvad har de af behov, som dit produkt/din ydelse dækker? Hvor får de informationer fra?
Næsten alle iværksættere er overbeviste om, at de har det bedste produkt i hele verden og at kunderne vil stå i kø for at købe det. Men sandheden er, at det er dit job som virksomhed at sørge for at få fat i kunderne og fortælle dem om dit produkt. Jo bedre du kender dine kunder, desto lettere kan du nå dem og sælge til dem.

Kend dine konkurrenter

Hvem sælger det samme som dig? Hvad vælger dine kunder i stedet for dit produkt?
Vi vil alle gerne være unikke, og for nogle er det også tilfældet, men fælles for de fleste produkter/ydelser er, at de udfylder et behov hos kunden. Og når kunden har et behov, vil kunden forsøge at få det dækket, enten af dig eller dine konkurrenter.
Jo bedre du kender dine konkurrenter, desto bedre kan du positionere dig i forhold til dem ved at være mere specifik, billigere, hurtigere, flinkere osv.

Pas på dig selv

”Hvis jeg står tidligere op, kan jeg lige klemme to timers arbejde ind, inden børnene skal op”. ”Kun fire opkald mere, og så snupper jeg frokost”.
Det er meget vigtigt, at du passer godt på dig selv, for du er den vigtigste person og ressource i din virksomhed. Hvis du knækker over grundet for stor en arbejdsbyrde, så er der ikke nogen anden til at samle op.
Som iværksætter vil der være lange og hårde dage, så husk at mærke efter. Det er okay at holde pauser.

Tag din virksomhed seriøst

”Skal jeg bare vælge det første tilbud jeg får?”. ”De har ikke svaret endnu, men det gør de nok snart, ikke?”.
Som virksomhedsejer betyder det, at du skal træffe beslutninger på vegne af din virksomhed, og derfor kan du gøre dig selv en tjeneste ved at tage din virksomhed seriøst fra starten af.
Det betyder, at du bør kontakte flere banker, forsikringsselskaber, leverandører og lignende, for at få den bedste aftale i hus, ikke bare den første.

Tag dig selv seriøst, for vi tager dig seriøst

Går du med overvejelser om at starte din egen virksomhed, så kontakt Erhvervsrådet, så du kommer godt fra start. Ring til os på 59 55 00 55 eller kontakt os på mail info@kalundborgerhverv.dk

Back To Top
Søg
X
X