God sommer fra Erhvervsrådet
Kalundborgegnens Erhvervsråd ønsker alle en dejlig sommer
Det danske sommervejr kan være noget omskiftelig, fra dag til dag, fra time til time – det samme kan man også sige om det danske erhvervsliv. Uanset, om man er virksomhedsejer, bestyrelse eller medarbejdere. Vi tilpasser os udviklingen, er forandringsparate og nysgerrige på alt det nye. Vi stiller spørgsmål, også de kritiske og vi er til tider forandringsparate, hvilket gør at vi har et solidt fundament for at drive vores virksomheder i en sund retning.
De seneste måneder har medierne været fyldt med nyhedsfeed om Kunstig Intelligens (AI), ChatGPT og hvem og hvad disse begreber/nye muligheder kan afløse af menneskelig arbejdskraft. I 1965 sagde den daværende forsvarsminister i USA, at der maksimalt blev behov for fem servere på verdensplan, og naturligvis skulle Pentagon have den ene af de fem. Den lader vi lige stå et øjeblik!
Vores fornemmeste opgave i Erhvervsrådet er at forsøge at være jer medlemmer behjælpelig med at følge med samfundsudviklingen. I som virksomhedsejere eller ledere, har hver jeres udfordringer med afsæt i jeres virksomheder, hvilket gør, at I har mange forskellige tilgange til at bruge os i Erhvervsrådet, og det skal I endelig blive ved med, I er vores ”daglige brød” og vi slår brødene op ud fra jeres behov.
Nu skal vi alle sammen nyde en dejlig sommerferie, forhåbentlig fyldt med en masse dejlige oplevelser, nærvær, afslapning i solen – og alt muligt andet som gør, at vi får ladet batterierne op, så vi er klar til at ”stemple” ind igen, fyldt med gode øjeblikke i vores mindset og en masse myggestik. Efter sommerferien er vi også klar igen, med fyldte batterier og vores servicegen helt i top, så ræk endelig ud til os, hvis I på nogen vis har brug for vores vejledning eller hjælp. Glæd jer til nye netværk, blandt andet om Kunstig Intelligens og ikke mindst Grøn Omstilling og ESG indpakket i overskriften Bæredygtighed – og meget andet spændende vi har i pipelinen.
Rigtig god sommer!
Sommerlige hilsener fra erhvervschef Lene Bach Jørler