skip to Main Content
Hvis Vi Vil Have Kvalificeret Arbejdskraft, Skal Vi Selv Tage Ansvar

Hvis vi vil have kvalificeret arbejdskraft, skal vi selv tage ansvar

Malermester Camilla Tellerup Rosenbeck, ejer af malerfirmaet Malermester C. Tellerup mener, at det er et fælles ansvar, at sørge for, at der er arbejdskraft i fremtiden

AF DAVID HINDBERG

Malermester Camilla Tellerup Rosenbeck i gang med arbejdet. FOTO: Malermester C. Tellerup

Klokken halv otte om morgenen, møder vi Camilla Tellerup uden for en lejlighed i Slagelse. Med en kop kaffe i hånden, er hun klar til at takle dagens arbejdsopgaver. Inden for, i varmen, er hendes medarbejder allerede startet arbejdet.

  • Jeg har en lærling, simpelthen fordi der mangler arbejdskraft i fremtiden. Det giver mig mulighed for selv at være med til at forme dem, til de lever op til, hvad jeg står inde for, udtaler Camilla Tellerup.

Hun fastslår, at hvis vi ikke uddanner de unge til at blive faglærte, ender faglærte som en uddøende race. Det er dog ikke helt let at være lærling.

  • Man skal være mødestabil og brænde for faget. Har man ikke gejsten, så holder man ikke. Man skal virkelig ville arbejde, siger Camilla.

Hun understreger dog også, at denne gejst går begge veje. Det koster både tid og penge at tage en lærling ind, men i takt med, at man bruger tid på at lære lærlingen op, bliver hun dygtigere til at udfører arbejdet og kan derfor tilføje værdi til virksomheden.

Camilla har selv været lærling og var heldig at komme i gode firmaer. Det er også en af grundene til, at hun deltager på Uddannelses- og lærlingemessen.

  • Jeg var til et møde i Ubby for håndværkere, hvor jeg netop nævnte, at en messe kunne være en god idé for at skabe opmærksomhed, siger Camilla. Det er der jo så blevet gjort noget ved, hvilket er fantastisk.

Da Camilla var elev, deltog hun på sådan en messe og så, hvordan de unge mennesker kunne få svar på deres spørgsmål og tvivl. Det er ikke altid, at en uddannelsesvejleder kan fortælle helt præcist, hvad det indebærer at være håndværker.

  • Jeg vidste godt med mig selv, at jeg ikke kunne sidde på skolebænken i flere år, siger Camilla og afslutter: jeg skulle ud og bruge min krop og mine hænder.

Fakta

Malermester C. Tellerup blev grundlagt i marts i 2017. Camilla Tellerup Rosenbeck er ejer, og har én medarbejder samt en lærling.

Firmaet sætter en ære i sit fag, og bestræber sig på at levere kvalitetsarbejde, hvor ingen sager er for små eller for store.

Ved at specialisere sig i de nye ting markedet byder på, inden for maler branchen, kan Malermester C. Tellerup levere det som deres kunder ønsker, til perfektion. Her bliver der fokuseret på ergonomien, samt miljørigtige produkter, så firmaet kan være med til at producere allergivenlige boliger.

B4R logo

Back To Top
×Luk søg
Søg
X