skip to Main Content
Jeg Bliver Student Og Smed På én Gang

Jeg bliver student og smed på én gang

Jakob Nielsen, 18 år, er i smedelære på AVOS i Melby.  Han går også på gymnasiet. To-i-én-uddannelsen kommer til at åbne mange døre for ham.

AF CLAUS SØRENSEN

Med både et svendebrev og en studenterhue forude står fremtiden åben for Jakob Nielsen.

Jakob Nielsen, 18 år, er på én gang i lære som smed og tager studentereksamen. En EUX-uddannelse.

– Han tager den forkromede udgave, siger medejer af virksomheden AVOS, Anders Vølund.

Jakob indledte uddannelsen i 2016. Når han i 2021 er færdig, får han både svendebrev og studenterhuen. Til den tid vil han i høj grad være rustet til at vælge, hvad han videre vil i sit liv.

Jakob Nielsen og Anders Vølund ved det bord, den 18-årige lærling lige nu er i gang med at svejse. FOTO: Claus Sørensen

Hurtigere penge

– Jeg kommer også til at tjene flere penge hurtigere på denne måde. I realiteten får jeg allerede penge for at gå på gymnasiet og har mulighed for at leve et friere liv, end jeg ellers ville kunne, siger Jakob Nielsen. Han bor i Årby kun to-tre kilometer fra lærepladsen og har skiftet cyklen ud med en bil.

Der er mange døre, der står åbne for ham, når han er færdig. Ekstra mange døre.

– Han får mange flere muligheder end ved at tage en tilsvarende traditionel gymnasieuddannelse. Det vil stå ham helt frit for, om han vil læse videre eller arbejde som faglært. I mange sammenhænge vil han være mere efterspurgt end andre og kan gå direkte ind og læse til for eksempel ingeniør eller maskinmester, fortæller Anders Vølund.

Jakobs drøm

For Jakob Nielsen er fremtidsdrømmen lige nu at blive produktionsteknolog: At fremstille konstruktioner eller vælge en linje med effektivisering af driften i et firma som speciale.

På AVOS er Jakob Nielsen en af virksomhedens to og en halv lærlinge, og der er planer om endnu en lærling. Det med »den halve« hænger sammen med, at AVOS og Equinor-raffinaderiet deles om en industriteknikerlærling. Hun deler tiden mellem de to virksomheder.

For Anders Vølund er deltagelsen på lærlingemessen i Kalundborg et tiltag for at gøre uddannelserne synlige for de unge – også de unge, der først om nogle år skal vælge uddannelse – og spore dem ind på mulighederne.

 

Fakta

AVOS er en moderne højteknologisk virksomhed, som leverer opsvejste og bearbejdede emner samt montage, service og vedligehold til alle former for industrivirksomheder.
Virksomheden ejes af brødrene Anders og Thomas Vølund, og har 25 ansatte.

I maskinbranchen i Kalundborg har AVOS de største og mest alsidige moderne maskiner. Virksomheden har hovedkvarter i Melby, hvor den blev grundlagt af indehavernes tip-tip-oldefar i 1853, men råder i dag også over en afdeling på Casa Danica i Kalundborg. AVOS har en størstedelen af de store virksomheder i Kalundborg som kunder – både i form af levering af konstruktioner og maskiner og som underleverandør af færdige produkter.

Back To Top
×Luk søg
Søg
X