skip to Main Content

Jeg gider ikke at tage selfies!

Ofte stillede spørgsmål om sociale medier – besvaret af vores kommunikationsekspert David Hindberg.

I denne artikel vil vi forsøge at besvare nogle af de oftest stillede spørgsmål, læs med og se om du kan genkende nogle af spørgsmålene.

I vores arbejde med virksomheder og især med virksomhedsejere, støder vi på en række spørgsmål, som nærmest er fælles for dem alle. Det er spørgsmål, som er vigtige at få besvaret, da man ellers ofte kan gå med en fejlagtig antagelse om ens virksomheds ”liv” på de sociale medier.

Skal jeg/min virksomhed være på Facebook, Instagram, LinkedIn osv.?

Kort svar: Du bør være på den platform, dine kunder er på.
Det er et spørgsmål, vi hører hele tiden og det er heller ikke helt let at besvare. I den perfekte verden, så burde alle virksomheder være til stede på de platforme, hvor deres kunder forventer at finde dem. Så derfor bør din virksomhed være på sociale medier.

Men det kræver arbejde at være på de sociale medier. Ofte er det mange gange pengene/tiden værd, men det er stadig tid man skal finde, blandt ens andre arbejdsopgaver.

Derfor anbefaler vi, at man vælger én platform, til at starte med, som man så begynder at arbejde på.
En huskeregel om hvilke ”kundetyper” man kan finde på de forskellige platforme kan være:

Facebook – Til ”almindelige” borgere
LinkedIn – Til virksomheder og erhvervslivet
Instagram – Visuelt medie, god til virksomheder, som laver ”flotte/imponerende” visuelle ting. Primært kvinder.
TikTok/Snapchat – Giv os et kald inden du kaster dig ud i de medier – de er meget svære at ramme rigtigt på!

Skal jeg lave opslag hele tiden?

Kort svar: Nej. Det er vigtigere at lave GODE opslag, end det er at lave MANGE opslag.
Der er ikke noget perfekt svar, da det kommer an på mange forskellige faktorer, såsom: hvilken platform er du på? Hvilke kunder taler du til? Hvilke opslag forventer du at lave? Hvad gør konkurrenterne? Osv.

Som en grundregel bør du tænke følgende: Det er vigtigere at lave gode opslag, som mine følgere kan lide og interagerer med, end det er at lave mange opslag, som mine følgere kan føle sig ”irriteret” af.

Det handler også om din tid og din motivation. Du skal ikke lave to opslag om dagen, hvis du ikke kan sørge for, at det bliver ”gode” opslag. Så hellere lave ét godt opslag hver 3. dag og få det ud.

Der er ikke nogen, der liker mine opslag, gør jeg noget forkert?

Kort svar: Du bør ikke kun måle på ”likes”, men hellere måle på noget der hedder Interaktionsrate.

I takt med, at vi bliver bombarderet på sociale medier, er det blevet sjældnere og sjældnere, at folk husker at give et ”like” til et opslag, også selvom de godt kunne lide det. Det betyder, at hvis du måler din succes efter, hvor mange likes du har fået på et opslag, så kan du ende med at blive skuffet over et opslag, som faktisk har klaret sig ret godt.

På de forskellige platforme er der måder, hvorpå man kan se ens ”interaktionsrate” også kaldet ”engagement rate” på engelsk. Dét er, hvad der betyder noget. Og helt kort fortalt, så kan du bruge interaktionsraten til at se, hvor mange der har: liket, delt, kommenteret, klikket, læst eller bare vist interesse for dit opslag.

En god interaktionsrate ligger på omkring 2%, hvis du har 1000 følgere, (den skal være lidt højere hvis du har under 1000 følgere, tættere på 4%). Det vil sige, at minimum 2% af dine følgere bør interagere med dine opslag. Hvis du ligger under, kan det betyde, at du ikke laver opslag, som dine følgere har lyst til at se.

Skal jeg bare lave salgsopslag, som var det en avisannonce?

Kort svar: Nej. Helst ikke. Folk vil helst ikke føle sig for solgt til på de sociale medier.

De sociale medier har, med tiden, ændret karakter og folk er blevet mere vant til at skulle ignorere de utallige salgsopslag, som florerer. Medmindre du har en decideret butik/café eller lignende virksomhed, så vil vi anbefale, at du skruer helt ned for salgsopslagene og i stedet skruer op for opslag, der handler om nyheder i din virksomhed, gode tips, regnvejrsdage og andre opslag, som er med til at skabe en relation mellem din virksomhed og den potentielle kunde. Så skal de nok huske jer, når det kommer til at købe ind.

Selv butikker kan nyde godt af at skrue ned for salgsopslagene og op for ”service” opslagene medmindre hele ens sociale medie tilstedeværelse fungerer som en slags ”webshop”. I det tilfælde kan det give god mening at fortsætte med at sælge.
De sociale medier giver en helt unik mulighed for, at man som virksomhed kan skabe en relation med kunden FØR de overhovedet har haft kontakt med én. Derfor bør denne relation ikke skabes på baggrund af et godt tilbud, men nærmere på baggrund af en god service. På den måde bliver I husket OGSÅ når I ikke kører tilbud/salg.

Skal jeg bare booste alle mine opslag?

Kort svar: Nej. Faktisk burde du slet ikke booste dine opslag.
Uden at blive ALT for teknisk, så kommer her en kort forklaring på, hvordan de sociale medier ”virker”, med udgangspunkt i Facebook.

Facebooks fornemste rolle er at holde deres brugere på Facebook så længe som overhovedet muligt. Dét kender du sikkert selv, hvis du pludselig føler, at der er gået en hel time, men du ved ikke, hvor den blev af, fordi du bare har kigget rundt på Facebook, Instagram osv.

Hvis Facebook kan holde på dig i lang tid, kan Facebook vise dig flere reklamer, som gør, at Facebook kan tjene penge til sig selv og sine annoncører.

FOR at holde på brugerne så længe som muligt, prioriterer Facebook GODT indhold, frem for MEGET indhold. Det er altså kvaliteten af dine opslag, der betyder om Facebook vil vise opslaget til flere følgere, end at det er, hvor mange opslag du laver.

Det betyder også, at når du vælger at booste et opslag, så beder du i bund og grund Facebook om at vise dit opslag til så mange som overhovedet muligt, ligegyldigt om de er relevante for DIG og om dit indhold er relevant for dem. Det svarer til, at du egentlig bare står og råber højere, for at flere kan høre dig, uanset om du har noget godt at sige.

Måden man organisk får følgere, og hvordan annoncering virker er, at i stedet for at råbe højere (booste), så sørger Facebook for, at du taler direkte til de følgere, som er interesseret i, hvad du har at sige. Det er den bedste løsning for alle parter.
Du kan godt vælge at booste i ny og næ, hvis du føler, at her bør du ”råbe”. Men du bør ellers altid arbejde på at skabe godt indhold, som giver organiske følgere og, hvis du er ekstra interesseret, lave gode annonceringer, hvor du specifikt kan vælge en målgruppe.

Skal man være foran kameraet, for at ens virksomhed kan være effektiv på de sociale medier?

Kort svar: Nej, slet ikke. Det kan være en fordel, men det kan sagtens være unødvendigt.

Som udgangspunkt, så behøver man ikke at have sit eget ansigt foran kameraet, med sit bedste selfie-smil strammet op. Det vil mange gange virke uægte og unaturligt, og derfor kan kunderne/følgerne reagere negativt.

Men hvis du har lyst til, og det giver mening for din virksomhed, at bruge billeder og videoer med dig selv, dine ansatte eller lignende, så kan det have en helt fantastisk god virkning.

Det handler om tillid. Og hvis du tør vise dit ansigt på skærmen, så nedbryder du en barriere, der ellers kan være der. Dette kan i særdeleshed være effektivt for coaches, terapeuter, vejledere, eksperter og andre, som lever af at sælge personlige ydelser.

Det er dog vigtigt at påpege, at bare fordi, at man er foran kameraet, betyder det ikke, at man skal ændre sin adfærd. Som nævnt tidligere handler det om at være autentisk. Hvis din virksomhed er bygget på, at du er rådgiver/ekspert, så sørg for, at dine opslag afspejler det. Ellers kan du risikere, at dine følgere vælger en anden udbyder, fordi de har mistet tiltro til dig.
De kan altså godt ende med at lide dine opslag, men kun fordi, at opslagene er underholdende, ikke fordi, at de er interesseret i at købe dine ydelser.

Hvis jeg er på Facebook, behøver jeg så en hjemmeside?

Kort svar: Ja, i teorien. Det kommer helt an på din branche.

Som udgangspunkt burde de fleste virksomheder have en hjemmeside. Altså, en lille del af den online verden som er 100% deres egen. På denne del bestemmer man selv alt fra indhold til udseende. Det er, hvad vi kalder ”owned media”, altså en mediekanal vi selv ejer.

Sociale medier kan man stadig bestemme en hel del over selv. Man kan vælge opslag, billeder, logo, data osv. Men i sidste ende, er det, hvad man kalder ”borrowed media”, altså en lånt mediekanal.

I mange tilfælde vil det ikke have den store betydning, men det sker oftere end vi kan lide, at Facebook og andre medier ændrer nogle politiker, og en virksomhed pludselig står uden en mediekanal. Det er ret skrøbeligt, også fordi, at de fleste af disse mediekanaler er ejet af Amerikanske virksomheder, som igen og igen støder hovedet mod EUs reglementer (hvilket nu kan være sundt nok, for både virksomheder og borgere).

Hvis man har sin egen hjemmeside, og jævnligt sørger for at henvise til den via sine sociale mediekanaler, så er man med til at sikre sin virksomheds kommunikation og brand, skulle man rage uklar med de sociale medier.

Et andet godt argument for at have sin egen hjemmeside er, at det er med til at skabe troværdighed omkring din virksomhed. Alle kan lave en Facebookside, men hvis du har en god hjemmeside, så er du automatisk mere troværdig i dine kunders øjne. Du har gjort dig umage.

Hvad gør jeg så nu?

Kort svar: Brug lokale eksperter.

Hvis du stadig har spørgsmål om de sociale medier, anbefaler vi, at du giver os et kald eller sender en mail. Så kan vi hjælpe dig videre.

Vi hjælper medlemmer og iværksættere hver dag med at blive skarpere på deres online tilstedeværelse.

Og når du har snakket med os om strategi og det basale, så bugner Kalundborgegnen med dygtige reklamefolk og fotografer, der kan tage din selfie-stick ud af din hånd og erstatte den med et professionelt kamera, en rød tråd og et flot resultat.

Så, tag fat I os, så skal vi nok guide dig videre på rejsen gennem de sociale mediers verden og sende dig videre, skulle du få lyst til at få yderligere hjælp.

Kontakt David Hindberg på telefon 92 15 30 55 eller mail dahi@kalundborgerhverv.dk

Back To Top
Søg
X
X