skip to Main Content
Luftfoto Kalundborg

Kalundborg – fem år frem med Malene Grandjean

Allikelund får ny erhvervsuddannelse, og det samlede uddannelsesudbud forøges.

Vicedirektør på EUC Nordvestsjælland, Malene Grandjean, har netop skrevet under på en samarbejdsaftale til et nyt grundforløb i sundhed, social og pædagogik, men det alene vil ikke styrke sammenhængskraften og tiltrækningen til kommunen – ”Vi skal turde tænke på tværs,” siger hun.

Tekst og foto af Mathias Hegnsvang

EUC Nordvestsjælland er et erhvervsuddannelsescenter, som rummer gymnasial uddannelse, 10. klasse og en række erhvervs- og efteruddannelser med afdelinger placeret i Odsherred, Holbæk og Kalundborg.

Malene har netop offentliggjort, at hun ikke genopstiller til kommunalbestyrelsen til kommunalvalget i november 2021, hvor hun indtil nu har siddet med i Økonomiudvalget, Børne- og familieudvalget samt Integrationsudvalget. Derudover er hun med i et væld af forskellige foreninger og bestyrelser, og hun kommer netop nu fra et møde i SYMB – en socialøkonomisk virksomhed, hvor de er i gang med at lave leveranceaftaler med Kalundborg Kommune.

Hvad er det for nogle leverancer, I skal levere?

”Jamen, lige nu arbejder vi på, hvordan vi kan byde ind med aktiviteter til borgere med anden etnisk baggrund. Vi har i forvejen en international café, og vi vil gerne udvide samarbejdet, og det er både kommunen, virksomhederne og en masse foreninger interesseret i. Det, der er lidt specielt ved SYMB er, at den samler alle eksisterende netværk i én platform, men prøver også at skabe nye platforme. Så hvis man kommer som ny international borger, så kan det være et nemmere sted at koble sig på for hurtigt at få kontakt til løbeklub, skak eller en litterær forening – eller alt muligt andet, for der er et netværk og foreningsliv, der samler sig omkring SYMB. Så det er lidt de forskellige områder, jeg agerer lidt ud fra.”

Malene er mor til to piger på 21 og 19, som begge lige er flyttet hjemmefra. Hun er hun gift, og hun har været sammen med sin mand hele livet. Malene har faktisk altid boet i Kalundborg kommune og er naturligvis også stolt af det. Hvor man tit identificerer sig med, hvordan man har flyttet rundt, så forklarer hun, at hun altid har betragtet Danmark som enormt lille, og det er ret nemt at komme rundt i hele landet. Hendes ene datter er flyttet til Aarhus, og den anden er flyttet til Svendborg, så de kan sagtens køre til Aarhus en eftermiddag, hygge sig, spise aftensmad og så køre hjem igen. På den måde kan man godt bevæge sig rigtig meget rundt og samtidig slå rødder.

Opvokset i klassisk, landligt foreningsfællesskab

”Jeg er oprindeligt fra en lille by, der hedder Jorløse nær ved Tissø, som lå i Hvidebæk kommune indtil kommunesammenlægningen i 2007. Jeg er opvokset i sådan et klassisk landsbymiljø, hvor man køber grisen oppe hos bondemanden, og når den lille købmand skulle lave optælling af varer, så stemplede vi alle ind og hjalp til. Bagefter spiste alle sammen. Alle var interesseret i, at købmanden overlevede, så alle hjalp til. Det er ligesom det, jeg er kommet af, og det er måske også derfor, jeg har sådan et stort foreningsgen i mig – det ligger mig enormt nært, at man er fælles om tingene.”

Så lige præcis den her del af din opvækst som du beskriver, i hvor høj grad er det noget, du tager med i dit virke?

Jeg er blevet bevidst om, hvor jeg har en masse ting fra – Det var jeg ikke, da jeg var yngre. Der tænkte jeg nok bare, at det er sådan, jeg er, men jeg kan godt se, at jeg kun har boet ét sted i mit liv, inden jeg flyttede hjemmefra for eksempel. Og det her med, at hvis nogen havde lyst til, at der skulle være en legeplads i Jorløse, så var det lige meget, om man var en børnefamilie eller pensioneret – alle hjalp til. De ca. hundrede huse, der var i og omkring byen, lavede legeplads, sommerfester og meget mere i fællesskab.

Så det her med at være fælles om at udvikle og være committed til det – at kunne sige; ’det kan godt være, jeg ikke får brug for det, men det er der andre, der gør,’ det er en mentalitet, jeg har massivt med i bagagen.”

Så det at tænke på, hvad der kommer til glæde for andre, og at man i udgangspunktet aldrig tænker; ’hvad er der i det for mig?’, men i stedet tænker; ’det her kan komme til glæde for nogle andre’, det er det, man finder lykken i ifølge Malene, og af samme grund er det også et fundament, hun bruger konsekvent i sin ledelse. Så det at tænke; ’hvordan får jeg andre til at trives, og hvordan får jeg andre til at begejstres for et eller andet og hvordan skaber vi sammen udvikling?’

Blik for det fælles mål

Så uden at gøre det for politisk, hvad stiller man så op i de mere demokratiske processer, når folk er uenige eller vil gå en anden vej? For det er jo et meget fint ideal at ville gøre den enkelte eller alle glade og tilfredse.

”Ja, men jeg har heller ikke et ideal om at gøre alle tilfredse. Det er mere det at committe sig til en bestemt proces, for man kan aldrig gøre alle glade og tilfredse, hverken som leder eller politiker. Jeg har et ordsprog, der siger, at vi skal huske at skynde os langsomt – så kommer vi hurtigere i mål. Når man arbejder med processer, både som leder og politiker, så tror jeg faktisk, at man hurtigere kommer i mål med forandringerne, hvis man lytter til alle. Hvis man sørger for, at refleksioner og intentionerne er åbne og tilgængelige for alle – og min opfattelse er, at så er det nemmere at være uenige, og så kan man nemmere være i denne uenighed. Jeg har flere gange i mit liv, også som rektor på Slotshaven Gymnasium, da jeg var det, oplevet medarbejdere, der sagde; ’Vi er faktisk ikke enige i din beslutning, men vi tilslutter os den, fordi dine argumenter er rigtig fornuftige.’ Og det har faktisk rigtig meget at sige – Det betyder rigtig meget. Så det gælder ikke altid om at være enige. Jeg træffer også masser af beslutninger, hvor ikke alle er enige, men hvis man har en fornemmelse af, at der ligger et fornuftigt rationale bag, så kan man nemmere leve med beslutningen og bakke den op. Lige nu er regeringen i gang med at indføre en masse restriktioner i forhold til Corona, og så kan det godt være, at hvis jeg selv sad i regeringen, at det var andre typer af tiltag, jeg ville have gennemført, men jeg kan faktisk godt forstå de fleste af regeringens ræsonnementer. – Det handler ikke altid kun om enighed, men også om blikket for det fælles mål.”

Hvad får du ud af at være så engageret i så meget?

”Det giver mig simpelthen så meget glæde. Jeg bliver enormt glad og begejstret over, at noget forandres til det bedre – eller bevares. Også selvom jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg var med i Røsnæs Udvikling og Beboerforening i ti år og var med til at indsamle 17 millioner kroner til Røsnæs-rundt-projektet, og én ting er, at jeg ofte benytter mig af Naturrummet og Det Maritime Hus nede på havnen, men jeg begejstres rigtig meget af, hvordan hele projektet er blevet taget imod. Flere er begyndt at bruge naturen og de strategisk placerede trætæpper er for mange et godt mål for gåture. At forandre noget til det bedre til glæde for en masse mennesker giver en helt reel lykkefølelse.”

Tiltrækning af tilflyttere

Hvilken borgergruppe, tror du, er tiltrukket af Kalundborg Kommune?

”Når man siger tiltrukket, så kan man sige, at der er to aspekter. Det ene er i forhold til at få arbejde, og det andet er i forhold til at bo, og det er to helt forskellige aspekter.

For de borgere, der er tiltrukket af at komme til Kalundborg kommune for at arbejde, er det primært vores store virksomheder, der tiltrækker. Alle de virksomheder, der også er en del af symbiosen, har brug for massiv arbejdskraft og de kan levere en rigtig fornuftig løn. Og vi ved jo, at der aktuelt er omkring 7.000 mennesker, der pendler til Kalundborg hver eneste dag. Så på den måde kan man sige, at de store virksomheder er drivkraften til at få arbejdskraften til byen. Men de er faktisk også drivkraften til at få arbejdskraften til de mindre virksomheder, folkeskoler og gymnasier. Den arbejdsmæssige tiltrækningskraft kan indvirke positivt på bosætningen.

Før den formelle rekrutteringsaftale, havde vi en uskreven regel om, at vi hjalp hinanden på tværs af institutioner og virksomheder. På det tidspunkt var jeg leder på Kalundborg Gymnasium, og når vi fik en ansøger ind, hvis ægtefælle eksempelvis var ingeniør, så ringede vi til en på Novo Nordisk eller NovoZymes og spurgte, om de ikke havde brug for den pågældende ægtefælle. Det gjorde vi fordi, vi havde brug for få dem til at flytte hertil, hvis de skulle blive her i længere tid. Det samme gjorde vi dengang sygehuset lå her, og de samme aftaler havde vi med folkeskolerne. Nu er det formaliseret i form af en rekrutteringsaftale, hvor det er nedskrevet, at vi hjælper hinanden, og det, tror jeg, er én af Kalundborgs styrker. Vi er faktisk rigtig gode til at kommunikere med hinanden og være i netværk med hinanden. Dette tværgående samarbejde tror jeg, har stor betydning for tiltrækningskraften.

Med hensyn til at tiltrække borgere, der har lyst til at bo i kommunen, så er der rigtig mange aspekter, der har indvirkning på dette. Jeg har selv arbejdet meget med at sætte fokus på alt det, kommunen kan, fremfor alt det kommunen ikke kan. Et fint eksempel på dette er, når vi har helt nye friske kandidater fra fx Aalborg eller Odense Universitet, så har jeg tit spurgt, om de havde lyst til at komme på besøg en lørdag, cykle en tur sammen med mig og se naturen eller vise dem hvilke goder, vi kan tilbyde. For vi kan ikke måle os på samme parametre, hvad angår caféliv som de store byer. Det er vigtigt, at vi er bevidste om det særlige ved Kalundborg, når vi skal overbevise andre om, at det er et fantastisk sted at bo, leve og arbejde.”

Hvilken betydning, tror du, Kalundborg kommunes handelstilbud har i forhold til tiltrækningen af tilflyttere?

”Der kommer vi heller ikke til at kunne måle os med omkringliggende byer som Roskilde eller Slagelse. Jeg tror, vi skal slå os op på, at vi kan noget andet. Man skal fokusere på, hvor vi er unikke. Jeg gør de fleste af mine indkøb i Kalundborg. Jeg køber fx stort set kun sko i Kalundborg, og de kender mig rigtig godt og kan blandt andet sige; ’Malene, der er faktisk lige kommet to nye modeller hjem – skal du ikke lige se dem?’ Det der personlige kendskab til ens kunder er noget særligt. Det er noget mindre byer kan. Jeg tror faktisk, der ville være flere, der fik øje på at handle lokalt og bruge de lokale muligheder, vis vi i højere grad satte fokus på den personlige kontakt.

Det er ikke kun i Kalundborg, at forretningslivet har det svært”, pointerer Malene og tilføjer, ”nogle gange er der en tendens til at tro, at vi er de eneste der er udsat for butiksdøden. I rigtig, rigtig mange købstæder på størrelse med Kalundborg eller større, ansætter man folk til at udvikle detailhandlen og livet i midtbyerne.”

Er det noget, du kan forestille dig, at man begynder på i Kalundborg?

”Ja, det kunne man også gøre her. Rent politisk kan arbejdet også ligge i at tænke nye strategier. Kan man for eksempel gøre Kordilgade kortere og vægte nogle af alle de andre ting, der sker i byen? Noget af det, man kan arbejde med, er oplevelser, så man altså ikke kun går ned i Kordilgade for at handle hos slagteren, men at man også gør det for at få en oplevelse. Nykøbing Falster har blandt andre etableret små kunstoplevelser i deres gader, hvor de ligesom ’nudger’ folk og leder dem ad bestemte stier og veje og derved tilfører en oplevelse til turen.

Vi skal turde at tænke meget mere på tværs.

”Vi skal ikke tænke kunst, kultur og detail i separate enheder, men på tværs”, mener Malene.

Det er interessant, du nævner netop det, for det er jo også noget Mogens Gyldenvang nævnte i august måneds ’Kalundborg – fem år frem’ – altså det med at det at handle skal være en oplevelse.

Du har været inde på de stores virksomheders betydning, og vi skal i den forbindelse sikre, at de lokale virksomheder rekrutterer den rette arbejdskraft. Absalon er jo i rivende udvikling med at skabe en succeshistorie på deres felt og forbinder en masse elementer i en ny symbiose indenfor ’biotek’, men hvad gør I her på Allikelund Gymnasium for at binde den sløjfe sammen?

”Vi arbejder jo tæt sammen med Absalon. Vi arbejder tæt sammen med rigtig mange forskellige, og vi udbyder også hele tiden nye uddannelsestyper. Absalon har været en succes, men Allikelund, som vi sidder på nu, har på et år vækstet med 55 procent i elevoptag, som er fuldstændig abnormt flot, hvilket også kræver nye ansættelser.

Vi har faktisk gjort det rigtig meget igennem fortællinger. Der er selvfølgelig mange knapper, man skal skrue på, hvis man skal vækste. Man skal sikre intern trivsel og glade, begejstrede medarbejdere, der har retning mod et fælles mål. Man skal også sikre, at alle vores elever og studerende trives og begejstres, og at de oplever høj kvalitet. så skal man se på, hvad det er, vi skal her. Noget af begejstringen får man igennem fælles fortællinger. Lidt ligesom det at handle skal være en oplevelse, så skal det at arbejde og være studerende også være en oplevelse. Og den oplevelse skal man så huske at brede ud i lokalområdet. Man skal fornemme, hvad det er i lokalområdet, man er en del af og indgå i interaktion med lokalområde og herigennem skabe fælles fortællinger. Altså forstå de præmisser der gælder for lige præcis Kalundborg kommune, og måske få øje på alle de muligheder der ligger, fremfor alle begrænsningerne, og dyrke disse – så området og organisationen bliver en succes i fælleskab.”

Én af de udfordringer, Malene har arbejdet på i forhold til rekrutteringen, har været at finde undervisere til gymnasiets naturvidenskabelige fag, og der har de på gymnasiet helt konkret brugt deres gode kontakter til Roskilde Universitet, hvor Malene fortalte en gruppe kandidatstuderende om det fantastiske ved at være gymnasielærer. Malene er selv tidligere gymnasielærer, så der var det ikke et spørgsmål om det formelle og praktiske, men en personlig beretning om, hvordan livet ser ud, når man er gymnasielærer, og hvad det er, man som menneske får ud af at stå og undervise. Denne enkeltstående indsats affødte forunderligt nok, at der kom dugfriske undervisere til faget, og de er meget begejstrede for at være her nu, fortæller Malene.

Så historiefortællingen har vist sig at virke i dette konkrete eksempel?

”Ja oplevelser gennem de fælles fortællinger virker, men det virker kun fordi fortællingerne ikke er hule. Bag ved står række af dedikerede medarbejdere og en virkelig dygtig rektor her på Allikelund Gymnasium, som i den grad har etableret en tæt interaktion med erhvervsliv, kommune og folkeskoler og gjort en masse andre fantastiske ting for stedet her. Men der er ingen tvivl om, at fortællinger, og det at fejre alle de små succeser og påskønne de mange gode påfund, der opstår i vores undervisning og livet her på erhvervsuddannelsescenteret, er vigtigt.”

Sundhed, social og pædagogik bliver det nye grundforløb på Allikelunds erhvervsuddannelse.

Hvordan ser du så, at vi bedst sikrer, at de unge bliver i kommunen efter endt uddannelse?

”Vi skal have flere uddannelser til kommunen.

Vi har faktisk netop fået underskrevet en ny samarbejdsaftale, som betyder, at vi starter et spritnyt grundforløb her på Allikelund Gymnasium indenfor sundhed, social og pædagogik, hvorefter man kan aftages på SOSU, pædagogisk assistent eller tandklinikuddannelsen. Det betyder, at der lokalt i Kalundborg er skabt flere veje ind i uddannelsesverdenen, og det er faktisk afgørende for, at flere unge får en uddannelse og at flere bliver i kommunen.

I den forbindelse er det vigtigt, at vi har et ungdoms- og studiemiljø. Det er noget jeg arbejder på både som vicedirektør, bestyrelsesmedlem i SYMB og som politiker. I SYMB har vi nyligt afholdt ’Café and Career’-event, der henvendte sig til de internationale studerende på Absalon. De fik et oplæg fra nogle af de lokale karrierefolk med en anden etnisk baggrund. De fortalte om deres karriereforløb og om det at være en del af Danmark og en del af Kalundborg. Der kom 32 studerende og ’eventet’ var en kæmpe succes. Vi arbejder på en række anderledes ’studieevents’.

En afgørende faktor i udbygningen af uddannelsestilbud i kommunen er naturligvis at lykkes med at få de færdiguddannede i praktik eller i arbejde i kommunen. De unge på uddannelserne i kommunen behøver ikke altid at være ”vores gene” unge. Ligesom alle andre uddannelsesbyer må vi også erkende, at der er et naturligt ’flow’, hvor nogle unge skal tage til andre byer for at uddanne sig, og unge fra andre byer vil komme til.

Stejlhøj er ved at udvikle sig til et campusmiljø tæt på biotekindustrien, og vi arbejder på at skaffe midler til området. Området bliver i den grad noget helt andet, end det mange andre uddannelsesbyer kan tilbyde. Kalundborg by rummer den største erhvervsklynge på hele Sjælland udenfor København, og det er der ikke ret mange, der ved, og det skal vi udnytte, ligesom vi også skal udnytte den unikke natur, vi har. Også inden for uddannelsesområdet handler det om at arbejde med det, der gør vores område til noget særligt frem for kun at have begrænsningerne for øje.

Når vi taler om tiltrækningen af tilflyttere generelt og i den sammenhæng uddannelse, så kan vi ikke komme udenom vigtigheden i, at vi har nogle gode daginstitutioner og folkeskoler. Vi har lige gennemført fire ’workshops’ centreret om en ny strategi på skoleområdet, for det er ikke nogen hemmelighed, at vores præstation på folkeskoleområdet er meget polariseret, og det betyder, at vi har en alt for stor andel af unge, som ikke får 02. Vi skal bl.a. sikre tiltag, der seriøst gør noget ved denne udfordring. Vi præsterer en smule under det, man forventer i forhold til de socioøkonomiske referencekarakterer, men man kan sige sig selv, at hvis man har en massiv del, der præsterer meget lavere, så har man også en massiv del, der præsterer meget højere, og dem glemmer man nogle gange at tale om – vores store udfordringer er som sagt den voldsomme polarisering. Så en ny strategi på skoleområdet er nødvendig for ikke at tabe de unge mennesker, hvad enten de er enormt talentfulde eller har svært ved at indfri kravet til at blive optaget på en ungdomsuddannelse.”

Vores industriarv

Og hvad er jeres tese så i forhold til det billede, du skitserer der? Hvad er grunden til denne store polarisering?

”Der er rigtig mange. Hvis jeg havde bare én forklaring, så havde jeg gjort noget for at ændre det noget før. Vi har også fået et eksternt firma til at kigge på det, for det undrer os, da vi faktisk bruger flere penge på skoleområdet end gennemsnitskommunerne. Vi har et veluddannet personale, og vi har dygtige fagprofessionelle og målrettede ledere. Der er taget højde for de socioøkonomiske referencekarakterer, så det er lidt svært kun at pege på én ting. Jeg kan, med mine 20 års erfaring i uddannelsesverdenen knyttet til Kalundborg Kommune, konkludere, at der stadigvæk er en industrifortælling, vi kæmper lidt med, og jeg møder stadigvæk voksne på min egen alder, som siger; ’’hvis’ vores barn skal have en uddannelse.’ Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor ordet ‘hvis’ bliver brugt i den sammenhæng. Det handler om italesættelsen af, at det måske ikke er nødvendigt med en uddannelse. En lokal virkelighed, der eksisterede, da jeg var barn. Blandt mine venner og veninders forældre var der en masse, der ikke havde nogen uddannelse og fik uddannelse via deres ufaglærte jobs på Carmen Curlers, Novo Nordisk eller andre steder, og den fortælling lever stadig blandt nogle, men er ren fortid. Alle skal have en uddannelse i dag.”

Man lægger op til to scenarier, hvor man enten kan blive ingeniør i ’biotek’, eller også bliver man uddannet som socialrådgiver. Kunne man forestille sig, at der er risiko ved at sætte alle sine kort på at skabe en ’biotek-by’, i forhold til unge, der gerne vil ad en anden retning så at sige?

”Jeg er meget enig. Det skal vi absolut ikke ud i. Der skal være et bredt udbud af uddannelser i Kalundborg. Det har både borgere og virksomheder også brug for. Det er faktisk også derfor, vi har kæmpet ekstremt hårdt for at få HHX tilbage på Allikelund. Tilslutningen til HHX har desværre været i frit fald igennem flere år, men nu er den tilbage, og den vil kunne understøtte detailhandlen og det merkantile islæt, der gør, at rigtig mange andre ting kan vækste. Og HHX taler til en anden type unge mennesker. Så nej, man må ikke kun fokusere på ’biotek’ – Vi skal også alt muligt andet. Lige nu venter vi på de sidste godkendelser for at starte en tømreruddannelse op i både grundforløb 1 og 2 på Processkolen her i Kalundborg. Så jeg er enig i, at vi ikke må fokusere for ensidigt, men i stedet koble tingene sammen og prøve at forene ud fra et mere bredspektret uddannelsesudbud, og så tror jeg faktisk, man kan komme rigtig langt.

Infrastruktur

Når vi taler infrastruktur, herunder tog, bus, motorvej og Kattegatforbindelse, hvilke områder, mener du, bør forbedres?

”Idealistisk set så tror jeg på kollektiv trafik. Jeg har en lidt naiv drøm om det fantastiske i, hvis vi alle kunne følges ad. Rationelt tænker jeg simpelthen ikke, det kommer til at ske. Her i Kalundborg kommune, hvor vi er relativt tyndt befolket, tror jeg ikke på idéen, og vi kommer til at brænde for meget CO2 af ved at lade busser køre rundt i områder, hvor der ingen passagerer er. I mine egne iboende konflikt er jeg derfor nødsaget til at erkende, at vi i den grad har brug for en motorvej til Kalundborg. Arbejds- og uddannelsesmæssigt skal det være muligt at pendle både til og fra Kalundborg.”

Generelt tror Malene mere på tog end på busser. Det er tanken om, at vi kan arbejde, mens vi bevæger os, der bliver et afgørende faktum. Hurtigforbindelser og uden for mange stop, som hun udtrykker det. Hun mener også, vi får et behov for Kattegatforbindelsen. Ikke isoleret set, men som land. Storebæltsforbindelsen er max presset, der er masser af indenrigsflyvninger, og hendes fokus siger hende, at vi skal holde op med at flyve så meget, og hun ser hellere, at de, der har lyst til at køre fra København til Aarhus, kan sætte sig ind i et tog og så kun have en times transport over Kattegat. Flyvningen ville derfor ikke kunne svare sig, og bilen kan du alligevel heller ikke sidde og arbejde i. Så man vil passe på miljøet og gøre noget for arbejdslivet og privatlivet. De hurtige togforbindelser ville også kunne skabe en antiurbanisering, mener hun. Uanset om vi taler om det skæve Danmark og urbanisering, så sker det stadig. Vi flytter til de større byer, men hvis man hurtigere kunne komme rundt i landet, ville der måske være en øget interesse for at få luft og flytte på landet, og man ville stadig være i stand til at bestride et job i en af de store byer, for der er masser af statslige arbejdspladser, hvor det giver mest mening og størst synergi at beholde dem i storbyerne, understreger Malene og tilføjer:

”Hvis man siger Kattegatforbindelsen, så er man også nødt til at sige Røsnæs. Hvis det skal give rigtig god mening for borgerne i Kalundborg kommune, så synes jeg, at Kattegat skal have en motorvej, der er knyttet til industri og uddannelse. Det vil sige, at vi skal finde en strækning, der dækker Stejlhøj og vores nye Vesthavn, som også bør forbindes med togforbindelsen i Ringsted. I modsætning til Roskilde vil Ringsted kunne tåle en kapasitetsudvidelse.”

I hvor høj grad mener du, at by og land er godt forbundet?

”Når vi taler om elever, er det virkelig vanskeligt, fordi vi har sådan en langstrakt kommune, så det er nogenlunde nemt for de fleste at komme til Kalundborg by, men centerbyerne og landsbyerne er ikke særlig godt forbundet på tværs. Det er derfor enormt svært for elever på skolerne at besøge hinanden. Det er faktisk et ’issue’ vi netop har diskuteret internt og på de netop afviklede workshops på folkeskoleområdet.”

Og hvad bremser jer så, når I drøfter disse ’issues’?

”Det er en diskussion, der er kommet over det seneste år, og der eksisterer allerede et system, hvor man kan booke en bus, men vi skal kunne tilbyde mere end det. Og der skal vi finde ud af, hvordan vi kan tilgodese en ordning, som rummer alle behov. Det er noget, vi arbejder på.”

Natur, kultur og fritid

Hvilket liv og hvilke oplevelser ser du blive mulige?

”Altså, hvis vi taler om fritid, så er vi muligvis en af de rigeste kommuner på foreningsliv. Der er vanvittig mange foreninger, og der er en tradition for, at man er en del af foreningslivet, så hvad angår foreningslivet, så ser det superfornuftigt ud.

Jeg kunne godt tænke mig, at der kom mere – lad os kalde det – dagligdagskultur. Det er supergodt med gode kunstudstillinger og spændende foredrag, men det kan vi som borgere i Kalundborg kommune også godt køre efter i nogen udstrækning. Og det er altså svært at matche de store byers udbud af kunst og kultur, men dagligdags kulturoplevelser kunne vi godt bruge mere af.”

Hvad kunne det være?

”Det kunne for eksempel være små oplevelser i form af små installationer i naturen og i bybilledet, hvor man eksempelvis gennem kunst og oplevelser ’nudger’ folk til at bevæge sig bestemte steder hen. Et konkret eksempel er alt det, vi har gjort ved Havneparken. Det er rigtig fedt, og det er blevet et skønt sted at være. På den anden side har vi Gisseløre med sejlklubben og roklubben, men Gisseløre og Havneparken er slet ikke forbundet. Jeg ved godt, at der er en sti, men gennem kunst og oplevelser kunne man hjælpe flere til at bruge stien – til at bevæge sig fra det ene område til det andet. Det ville være relativt nemt at koble de to steder gennem det at aktivere lokale kunstnere i form af installationer og oplevelser. Kunst som man kunne interagere med og som taler til vores nysgerrighed, inddrager vores sanser og måske anvender teknologi som QR-koder.”

Det handler for Malene om, at når vi inddrager os selv i en oplevelse, så sker forandringen, og det bliver sjovt.

“Det kunne også være det at bringe mennesker tættere på naturen i området, ved at lade børn, såvel som voksne, blive bekendte med Natur-2000 eller skabe installationer, hvor man kan komme tæt på dyrelivet. Jeg forestiller mig, at man eksempelvis vil kunne etablere en platform i vandmiljøet i Kalundborg, hvor man kan betragte livet i vandet oppefra – måske gennem et transparent gulv. Vi skal hjælpe befolkningen og turister til at få øje på det særlige ved Kalundborg. I Aarhus har man til sammenligning Den uendelige bro. Det er egentlig bare er en cirkelformet bro, man kan gå på. Men den inviterer til, at man kan tage ophold, se ind på vand eller ud over vandet. Den hjælper med at sætte fokus på noget særligt ved lige dette sted i Aarhus.”

Hvordan tror du, sådanne tiltag vil blive modtaget?

”Jeg tror, at man skal være lydhør overfor de gode argumenter i modstanden, og fortællingen skal være rigtig. Det er altafgørende. Hvis jeg nu gik ud og sagde, at der skal være fyldt med kunst på Strandstien, så ville jeg muligvis blive slagtet af en række borgere. De, der bor på Strandstien vil måske opponere imod den øgede mængde mennesker, det skal skabe på stien. Andre vil opponere imod det grundlæggende i at prioritere midler til kunst. Så hvordan får man folk med? De forskellige typer af livssyn og menneskelige rationaler. Hvordan appellerer man til dem? Man kan starte med det lille succesfulde skridt – At komme i mål med enkelte ting. Hvis det handler om at nudge folk gennem kunst, kunne man starte med at spørge; ’hvordan får man folk, der er nede i Havneparken, til at gå op i Kordilgade?’ Måske via farver og oplevelser? Man skal nok passe på med at kalde det kunst. Begrebet kan for nogle være fremmedgørende og lidt for akademisk. Det er man fri for, hvis man snakker om farver og oplevelser. Kommunikative greb og fortællinger gør en verden til forskel. Lene Tanggaard (professor i pædagogisk psykologi) siger; ’vi skal aldrig tænke ud af boksen – vi skal tænke på kanten af boksen’. Og hvor har hun bare ret. For hvis vi tænker ud af boksen, så har vi mistet fodfæstet, og der ved vi ikke, hvad der eksisterer. Tænker vi på kanten og sammen udvider boksen – gør den større og større – så udvikler vi os og ser nye muligheder uden at miste fodfæstet. Vi skal spørge os selv: hvad er vi glade for, og hvad synes folk er trist i Kalundborg, og herefter skal vi arbejde med at forbinde de to fortællinger? Det kunne være med kunst, kultur, farver, ’nudging’ og ved at give folk en lyst til at gå fra det ene sted til det andet.”

Udvikling

Hvordan ønsker du at opleve bymidten om fem år, og hvilket liv og oplevelser ser du blive muligt?

”Det jeg ser blive muligt om fem år med bymidten er for det første, at vi har fået sat gang i en ambitiøs byudvikling med anderledes og spændende bosætningsmuligheder med spændende lejligheder og måske klyngeboliger, hvor den traditionelle tankegang om kollektivet fornyes. Jeg håber desuden, vi kan evne at iscenesætte vores område omkring kirken, de gamle bymure og Kalundborg bys enestående natur, ligesom vi har iscenesat naturen på Røsnæs med projekt Røsnæs Rundt. Evner vi den anderledes bosætning og en gennemgribende iscenesættelse af alt det særlige,  så tror jeg også, vi kommer til at se en anden form for detailhandel. En opblomstring. Jeg tror, at den fremtidige detailhandel er tænkt på tværs af uddannelsesudbud, oplevelser, bosætning, kunst og kultur.”

Hvad med rekreative aktiviteter herunder mødesteder såsom Møllebakken?

”Ja. Det handler igen om at tænke på tværs. Hvis man laver store rum, som ikke har kroge, så har man ikke lyst til at være der. Vores forblæste torv, er et godt eksempel på et ude-mødested, der ikke fungerer. – For hvem har lyst til at sidde på sådan et forblæst torv midt i trafikken?

Hvis man til gengæld laver kroge, små intime smøger og hyggelige gader, så kan man få folk til at opholde sig der. Sådanne steder vil også have en rekreativ funktion. Trætæpperne på Røsnæs er også afgrænset, selvom det ikke er en lille aflukket krog. De veldefinerede og afgrænsede rum bør man have i tankerne i forhold til Møllebakken. Amfiteatret, som ligger i en gammel grusgrav ved Bregninge er endnu et eksempel på det gode og rekreative uderum. Det samme gælder Fugledegård-Naturpark ved Tissø.

Jeg har tidligere omtalt nudging gennem kunst, farver og oplevelser. Men man kan også gøre det gennem sjove og iøjnefaldende skilte, så folk, der besøger Amfiteatret eksempelvis kan blive inspireret til også at besøge Fugledegård-Naturpark. Skiltningen kan positivt lede os til oplevelser, vi måske ikke havde planlagt, at vi skulle have. De kan sætte spot på meget af alt det særlige i vores kommune. ”

Hvordan kan det udviklingspotentiale tænkes ind i turismen?

”Det skal i høj grad tænkes ind i turismen, for vi har jo masser af turister. En del af turisterne er jo sommerhusturister, og dem skal vi også have ud af deres huse. Vi skal have dem til at se og opleve lokale områder, så de begejstres af vores kommune. Her tror jeg faktisk, at vi kunne være meget bedre. Bedre til at vise vores by og vores lokaleområde frem.”

Hvad mener du, der skal til for at opnå din vision?

”Jeg tænker, at det kræver mod og ikke mindst evner til at tænke på tværs. Det er en af de hovedpointer, vi har været igennem. At turde tænke kunst, kultur, detail, uddannelse og bosætning på tværs, så man herigennem kan skabe udvikling. En anden ting er i højere grad at kunne iscenesætte det, der allerede gør Kalundborg til noget særligt. Vi gør det en smule allerede, men vi skal blive meget bedre til det. Og sammen med denne iscenesættelse at kunne skabe fortællinger, der forplanter sig til lokalkulturen og som herigennem bidrager til opbakning og stolthed.

For at kunne opnå visionen kræver det også, at der skabes en naturlig forbindelse imellem det, der allerede eksisterer, og så det nye. Men også forbindelse mellem alt det gode, der allerede eksisterer blandt andet ved skiltning og ’nudging’, som vi har talt om.

Så skal vi turde at stille krav til, at der kommer noget reelt nyt og ikke, at vi kun får mere af det samme. Vi skal eksempelvis have mod til at prøve nye veje, når det gælder bosætning og nye boformer. Vi skal bevæge os væk fra de gængse forestillinger, hvor vi sammenligner os og måler os i andre kommuner. Vi skal turde at gå forrest og tænke helt nyt, og her kan vi ikke sammenligne os med de omkringliggende kommuner..”

Nu spurgte jeg dig, hvad der skal til for at opnå din vision, og du svarer så, at vi skal kunne nogle forskellige ting, heriblandt det at tænke på tværs. Vi skal kunne iscenesætte og skabe naturlige forbindelser og vove det at turde tænke nyt. Så tillægsspørgsmålet er så; hvem har en opgave her, og hvilke aktører skal i spil nu?

”Mange. Man kan sige, at det er det politiske niveau, der selvfølgelig skal i spil. Der er noget med mod, evner og kompetencer til at tænke på tværs. Det er virksomhederne. Det er uddannelsesverdenen. Det er både daginstitutioner, folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser der skal tage del i det – og så er det foreningslivet.”

Så der ligger en opgave hos os alle sammen?

”Ja, der ligger nemlig en opgave hos os alle sammen. Og så tror jeg faktisk, at der ligger en udtalt kommunikativ opgave, som ikke er foldet ud endnu. En opgave som tværgående skal gribe idéerne og tiltagene og som skal sørge for den rette fremgang. Gennem strategisk kommunikation kan der arbejdes med den fælles vilje glæde og begejstring fremfor modstand.”

Det er jo alle nogle ting, som skal på dagsordenen, og som skal på budgettet, ik’?

”Jo. Men det er ikke alt sammen helt konkret og dermed brugbart på en politisk dagsorden. Vi kunne sagtens trævle hele interviewet igennem og vurdere, hvad der skal på forskellige politiske dagsordner og måske også sætte nogle navne på. Dog handler rigtig meget af byudvikling også om alt det tværgående og her er der flere spillere end blot politikere. Men jo, det bør komme på den politiske dagsorden. Og når vi flere gange har snakket om fortællingens kraft, så ved vi jo godt, at fortællinger, der fortælles oppefra, har stor betydning for alle andre. Derfor har alle politikere og ledere en altafgørende betydning for, hvordan fortællingen fortælles og hvordan den kommer til at leve blandt medarbejderne, borgerne og turister.”

Back To Top
×Luk søg
Søg
X