Kundeundersøgelser
For at vide hvad man skal sælge, skal man vide hvem man sælger til
I sidste værktøjsindlæg, fik I et værktøj til at skabe overblik over jeres produktportefølje. Det gav anledning til at vurdere hvilke funktioner ens produkter/services har og hvordan man kan bruge dem i sin virksomhed.
Men et produkt kan være fantastisk og stadig ikke sælge, hvis man ikke ved, hvem det er man sælger til.
I dette indlæg skal vi se på, hvordan man skaffer viden om sine kunder og hvordan man inddeler dem i forskellige segmenter.
For at skaffe viden om sine kunder, er der mange forskellige veje at gå. Man kan spørge dem, man kender, fordi man har talt med dem ofte og derigennem har lært om dem, man kan observere dem osv.
Hvis man vil spørge dem, kan man lave et spørgeskema. Dette er dog et emne til en anden dag, da det kan være svært at lave rigtigt første gang.
Udnyt de sociale medier
I denne periode, hvor mange går hjemme, kan man benytte sig af de sociale medier til at studere sine kunder. Meld jer ind i grupper på Facebook, hvor jeres kunder potentielt er. Hvis I sælger babytøj, så meld jer ind i grupper for forældre eller lignende. Er I håndværkere, så meld jer ind i forskellige byers Facebookgrupper. Ofte efterspørges håndværkere i disse grupper og her kan man se lidt om, hvem og hvad, der typisk bliver efterspurgt.
Lige meget, hvordan man skaffer sig denne viden, så har man brug for en måde at opdele sine kunder på.
I kan hente vores segmenteringsværktøj her på siden, som giver jer en række kriterier I kan inddele kunderne efter.
Geografi
Hvor bor dine kunder? Er det en storby? En mindre by? Bor de ved vandet, ved skoven eller midt i byen? Er de fra Jylland, Fyn eller andet?
Demografi
Hvor gamle er dine kunder? 20-40 år? Hvilket køn er de typisk? Hovedsageligt kvinder? Hvad er deres uddannelsesniveau? Hvor meget tjener de? Har de stiftet familie?
Livsstil
Hvad kan dine kunder lide? Hobbyer? Hvad er deres religiøse overbevisning? Kan de lide at gå i biografen? Får de nyheder over Facebook eller avis?
Der er mange spørgsmål man kan stille sig selv. Men jo bedre I er til at svare på de her spørgsmål, desto bedre vil I være til at kommunikere til og med jeres kunder.
Her er et eksempel.
Hvis ens kunder bor tæt på en selv, kan man se på lokalaviser, som et potentielt sted at kommunikere. Man kan også lave lokale events. Hvis aldersgruppen er 20-40, så er det en yngre gruppe, som kan være gode til at bruge sociale medier. Det betyder, at de kan fanges på Facebook, måske med en annonce eller konkurrence. Hvis ens kunder kan lide at gå i biografen, kan man overveje en biografreklame eller at udlodde biografbilletter.
Download segmenteringsværktøjet her
Hvis I vil vide mere om segmentering, skal I være velkommen til at kontakte erhvervs- og kommunikationskonsulent David Hindberg