Nytårskur i Kalundborg Hallerne

Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune inviterer erhvervslivet og samarbejdspartnere til nytårskur.

En ny tradition tager form, når erhvervslivet fra hele Kalundborgegnen mødes for at skåle det nye år ind.

Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterer medlemmer og det øvrige erhvervsliv og samarbejdspartnere til en fysisk nytårskur i Kalundborg Hallerne. Nytårskuren har til formål at få erhvervslivet til at mødes, få en status for året, der er gået, se frem mod nye mål for 2024, høre indlæg fra erhvervslivet og få skålet for det nye år, sammen.

”Vi glæder os til at samles og få et fælles afsæt for et godt og vækstbringende 2024, hvilket vi naturligt syntes, at en nytårskur omfavner. Det er en tradition, som vi håber, at rigtig mange erhvervsfolk vil bakke op om, så vi i fællesskab kan være med til at sætte dagsordenen for fremtiden”, udtaler erhvervschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, Lene Bach Jørler.

Nytårskuren kommer unægtelig til at handle om den store vækst, som der sker i hele området. En vækst som hele erhvervslivet har andel i. Derfor kommer 2024 også, ifølge Erhvervsrådet, til at handle om endnu mere netværk og samling.

Mange muligheder for netværk i 2024

”2024 bliver det helt store år for netværk. Med den udvikling, der er i det lokale erhvervsliv, samt de kommende krav til bæredygtighed, digitalisering og meget andet, så er vi simpelthen nødt til at stå stærkere sammen lokalt. Der er ingen, der kan løfte det her alene, og det er desuden ikke sådan ”vi gør” her på Kalundborgegnen” fastslår Lene Bach Jørler, som, sammen med sine medarbejdere, har udarbejdet en række tilbud, events og netværk for erhvervslivet og Erhvervsrådets medlemmer, for at sikre, at man er klar til fremtidens udfordringer og mulighed.

Den fysiske nytårskur erstatter Kalundborgegnens Erhvervsråds online nytårskur, som blev startet under Corona. På nytårskuren kan man høre taler fra borgmester Martin Damm, Kalundborgegnens Erhvervsråd og repræsentanter fra erhvervslivet.

Både før og særligt efter kuren er der lagt op til netværk og snak, hvor erhvervslivet og samarbejdspartnere kan mødes og sammen tale om, hvad året kommer til at byde på.

Deltagelse

Alle med baggrund i erhvervslivet er velkomne til at deltage. Du kan tilmelde dig her.

Back To Top
Søg