skip to Main Content
Tilbageblik På 2018

Tilbageblik på 2018

Erhvervschefen ser tilbage på året, der gik

På denne plads plejer vi at bringe artikelserien ’Kalundborg fem år fra nu.’ Her giver en vidende og visionær person giver sit bud på, hvordan Kalundborg Kommune kan udvikle sig i fremtiden. Det bliver I snydt for denne gang! Nogle gange er det en god idé at se sig tilbage over skulderen og samle op på det skete og der er ingen bedre tidspunkter at gøre det på, end her ved afslutningen af et år.

I næste nyhedsbrev får du Martin Senderowitz’ bud på Kalundborg om fem år. Han forsker i vækst, entreprenørskab, innovation og ledelse på Syddansk Universitet. Den artikel er værd at vente på.

Jens Lerager

Det har været et år præget af forandringer i Erhvervsrådet. Det skal jeg nok vende tilbage til. Først er der dog et andet punkt jeg rigtig gerne vil omkring, inden din opmærksomhed som læser, måske begynder at aftage lidt. Det handler om, hvad det er vi, som Erhvervsråd, egentlig går og laver og dermed også, hvad du kan bruge os til.

Lige på den anden side af nytår begynder vi at sende girokort ud. Det er kontingentopkrævningen for næste års medlemskab hos Kalundborgegnens Erhvervsråd. Det er ikke dyrt at være medlem hos os. Har du syv ansatte koster det 1700 kroner om året. Men det kunne sådan set koste 1 krone uden, at det ville være pengene værd, hvis din virksomhed ikke har nogen glæde af vores tilbud. Når du som virksomhedsejer eller -leder ser på det girokort, er det vigtigt for os, at du tænker noget i retning af: ”De gør vist et OK stykke arbejde deroppe. Dem kan jeg godt få gavn af i løbet af 2019”.

Viden, relationer og samarbejder

I Erhvervsrådet har vi tre grundlæggende værktøjer som vi bruger til at skabe de bedst mulige vilkår for at drive virksomhed i Kalundborg kommune; Viden, relationer og samarbejder.

Viden

Vi ved noget om virksomhedsdrift; de helt grundlæggende ting om opstart, optimering, salg, marked og økonomi. Vi kan bruges til at sparre omkring de ting. Vi er måske særligt skarpe, når det handler om kommunikation, om strategi og om justering af forretningsidéer og -modeller. Når vores viden ikke rækker, ved vi præcis, hvem vi skal henvise dig til, så du kan komme videre.
Viden er også viden om, hvad der skaber vækst i et område. Forhold som uddannelse, infrastruktur, arbejdskraft og en mængde andre ting. Det der ofte kaldes rammevilkår. Den viden bringer vi i spil, når vi for eksempel er med til at sikre nye uddannelser til vores område.

Relationer

Vores måske vigtigste værktøj er at skabe relationer. Vi gør en dyd ud af at møde flest mulige virksomheder. Både 1 til 1, i vores netværk eller ved større arrangementer. Det betyder, at vi har en rigtig god fornemmelse af, hvad der sker i mange virksomheder. Om der er noget, der er svært at lykkes med eller om der ligger et udviklingsprojekt i skuffen, som bare mangler det sidste input for at blive virkelighed. Med den viden, og i kombination med en gensidig tillid mellem os og virksomheden, kan vi skabe koblinger mellem to virksomheder, der kan understøtte hinanden, mellem en virksomhed og et udviklingsprojekt, mellem to ledere, der slås med den samme problemstilling eller med en ejer og den helt rigtige rådgiver.

Samarbejder

Endelig indgår vi i en række samarbejder. Det sker sammen med Kalundborg Kommune, med uddannelsesinstitutioner, med virksomheder & interesseorganisationer, med andre erhvervsråd og i en række andre sammenhænge. Det er især i disse samarbejder, at vi har held med at påvirke de rammevilkår som du skal drive virksomhed under.

Viden, relationer og samarbejder. Det er altså den pakke vi håber, at du som medlem tænker kan komme dig til gavn. Og når du har besluttet dig for, at det kan den, så håber vi også meget, at du vil bruge os aktivt.

Et forandringernes år

Og så lovede jeg at vende tilbage til året der gik. Kalundborgegnens Erhvervsråd i sin december 2018 version, er et slankere og mere fokuseret erhvervsråd end vi var i december 2017. Jeg selv kom til 1. december 2017 som projekt- og udviklingschef. Fra og med sidste fredag er det mig, der skal stå i spidsen for Kalundborgegnens Erhvervsråd som erhvervschef.  I den mellemliggende periode har Erhvervsrådet skåret en række aktiviteter væk og i den forbindelse også måttet sige farvel til nogle dygtige og afholdte kollegaer. Det har været prisen for at kunne skærpe vores fokus og for at kunne zoome ind på de aktiviteter, hvor vi gør den største forskel for det lokale erhvervsliv, pr. leveret arbejdstime. Det har kostet Kalundborgmessen, bladet Det ny Magasin og projektet Motorvej til Job. Til gengæld har det åbnet for nye muligheder og tiltag; Vi har helt generelt styrket vores faste netværk og har oplevet en øget søgning til dem. Vi har opstartet et nyt fag-netværk for økonomiansvarlige og vi har startet vores B2B-netværksrække op. De har vist sig at have stor interesse blandt vores medlemmer.

Møder med medlemmer

Vi har også skruet op for vores 1-1 møder med vores medlemsvirksomheder. I starten af året satte vi os et mål om at mødes med 100 virksomheder. I sidste uge skulle jeg tælle sammen i forbindelse med et møde med Kalundborg Kommune og kunne slå to streger under tallet 102. Vel at mærke i løbet af et år, hvor vi har været færre i sekretariatet end vi havde planlagt. Nogle gange kommer vi hjem med opgaver fra virksomheden. Andre gange er det bare blevet til en kop kaffe og en snak. Men også til en relation. Og som nævnt er relationer vores vigtigste værktøj.

Vækst- og iværksættermiljø

Vi har også formået at starte et lille vækst- og iværksættermiljø op, hvor virksomheder der gerne vil vækste, kan trække på hinanden og på os i Erhvervsrådet. Og endelig har vi kunnet bruge en del kræfter på at blive bedre til at kommunikere. Jeg synes selv, at det er lykkedes. Hvis du kan finde et nyhedsbrev fra december 2017 i din Slettet postbakke og sammenligner det med det nyhedsbrev, som du sidder med nu, tror og håber jeg, at du vil tænke, at det nyeste er meget skarpere og mere relevant. Der er også blevet plads til at få udviklet en ny hjemmeside og til et langt højere aktivitetsniveau på de sociale medier. Igen – det er med til at sikre, at du som leder i en virksomhed, bliver præsenteret for de tilbud som er relevante for dig på en nem og ubesværet måde.

Mange af disse forandringer er sket under ledelse af Erhvervsrådets tidligere direktør Hans Søie, som blev opsagt 1. september i år. Han har, sammen med bestyrelsen, en stor del af æren for, at vi i dag står med et skarpere Erhvervsråd end for et år siden. Hans har gjort en stor forskel på særligt de indre linjer. Det arbejde, der ligger forud gør det lettere for mine kollegaer og jeg selv fremover at løse opgaven med at være et relevant, aktivt og mere udadvendt erhvervsråd i, hvad der er et af Danmarks mest spændende erhvervsområder.

Med ønsket om en god jul og et glædeligt nytår og på vegne af Kalundborgegnens Erhvervsråds sekretariat
Erhvervschef Jens Lerager

Back To Top
×Luk søg
Søg
X