Tour de France, DM i Skills og andre store events kommer til Kalundborgegnen
Hvordan får man, som butik, mest ud af disse større events?
Tour de France kommer til Kalundborg kommune næste år. Et event med millioner af seere verden over, med hundrede af ryttere og tusinde af følgefolk.
Året efter kommer DM i Skills til Høng. Et event der byder på konkurrence mellem 3-400 unge og dygtige fagfolk, samt godt og vel 50.000 tilskuere hen over arrangementets køretid.
Med andre ord, det bliver stort.
Men hvordan kan man bruge de store events, hvis man har en butik, som ikke nødvendigvis har noget med cykling eller håndværk at gøre? Hvordan kan man bruge de store events, hvis man HAR en butik, som har noget med cykling og håndværk at gøre?
Markedsfør før, under og efter – Tour de France
Tour de France er et event der varer et par uger, men for den lokale region som cyklisterne kører igennem, varer det kun få minutter, før rytterne har racet forbi (https://www.bt.dk/cykling/vanvittigt-saa-hurtigt-koerer-de) og hvad der er tilbage, er kridt på vejene, barrierer der skal pilles ned og, forhåbentlig, en masse turister, som enten kører videre eller vil blive lidt i området, for at få noget mad, noget at drikke osv.
I tiden op til vil der være mange øjne på området, men man skal forstå, at de mange øjne ikke nødvendigvis betyder, at der vil komme kunder i butikken eller restauranten.
Da selve øjeblikket varer så kort tid, kan det være en rigtig god idé gøre noget ud af tiden OMKRING selve øjeblikket.
Alt efter hvilken type butik du er en del af, er der naturligvis forskellige metoder som virker bedst for netop jer. Du kan i ugerne op til udlodde en gave til den af jeres følgere på Facebook, som kan gætte, hvem der kommer til at vinde etapen.
Du kan lave lokale events, en gul uge for at fejre Touren, et fransk tema for at fejre Frankrig over for danske kunder, og måske et dansk tema for at fejre Danmark, over for turister.
Hvis din butik måske ikke har noget med cykling at gøre, kan det føles underligt at skulle begynde at markedsføre sig på Tour de France, men der er stadig mange måder man kan benytte sig af eventet på.
Er du restauratør, kan du afprøve franske retter, navngive specielle retter efter de forskellige trøjer. Du kan lave en afstemning af, hvilken ret folk bedst kan lide, og vinderretten vil efterfølgende kunne fås 20% billigere sommeren ud.
Markedsfør op, under og efter – DM i Skills
I modsætning til Tour de France, er DM i Skills et event som varer tre dage og derfor ikke er lynhurtigt overstået. Samtidig vil der primært være fokus på de unge deltagere og på professionel faglighed. Så hvor man med Tour de France kunne spille på førertrøjer og franske specialiteter, bliver det sværere at finde et oplagt tema man kan tale ind i.
Ud over, at man kan tilbyde rabat til studerende (hvilket der vil være mange af), så kan man bruge sin egen markedsføring på at hylde faglærte. Giv rabat på arbejdstøj, lav et frokosttilbud som varer før og efter eventet, der siger, at hvis man kommer i arbejdstøj får man 10% på maden.
Der er mange eksempler på, hvad man kan gøre, og ikke alle eksempler passer til alle butikker.
Derfor er det meget vigtigt, at man kender sin egen målgruppe og ved hvordan de ville foretrække, at man talte om eventet.
Forstå dine målgrupper
Når der kommer et stort event til området, trækker det en masse nye folk til, som man normalt ikke nødvendigvis ville komme i kontakt med. Det er naturligvis fantastisk, da det giver mulighed for at kunne sælge sine varer og produkter til endnu flere.
Men størstedelen af denne gruppe vender nok ikke tilbage til området af sig selv, og derfor kan man spille meget energi på at prøve at tale til dem.
Skal man så lade være?
Nej, slet ikke. Det er stadig en rigtig god idé at bruge events som Tour de France og Skills, som en del af sin markedsføring før og efter. For det er gode events og det kan klart hjælpe ens forretning i tiden op til og efter. Man skal være bevist om, at eventet ikke nødvendigvis kommer til at foregå lige op af ens egen forretning, og derfor er det især vigtigt at lave arbejde op til og efter eventet, så du kan fange de mange kunder, som sådan et event spiser af sig.
Men ens kernemålgruppe burde stadig være de kunder som handler hos jer året rundt. Og det er især dem, man skal have i baghovedet, når et nyt event kommer til området.
Hvordan har din målgruppe det med Tour de France? Med Skills? Hvis din målgruppe er lidt ligeglad med cykling og ”alt det der”, så lad være med at gå all in på Tour de France, men måske brug eventet som en mulighed til at lave lidt tilbud i butikken, ændre på noget indretning eller lignende. Ting, som vil komme dine lokale målgrupper til gode, uden at være 100% bundet op på et engagement omkring Tour de France.
Hvis du selv er ligeglad med DM i Skills, men størstedelen af din målgruppe er familier, hvor en forælder eller et barn er faglært, så kan du tale ekstra til den målgruppe, ved netop at hylde håndværket.
Jo flere i er, desto stærkere står i
Det vil klart være en fordel hvis du slog dig sammen med andre butikker og restauratører i området, for at tale med én stemme, når der kommer tusindvis af gæster til. En rød tråd i jeres fælles markedsføring, vil stå endnu mere imponerende for folk, som normalt ikke hører til området. Samtidig, vil det vise de lokale målgrupper, at der er fællesskab og en vilje til at støtte op om denne type events.
Hvis I er en række butikker, så lav jeres egen Tour de Shopping gennem byen, med etaper, og hvor målet er at nå alle butikkerne igennem. Det behøver ikke at være købsbetinget, I kan stille vand og små goodie bags frem, til folk som deltager i ”Touren”.
Det kan være et event, som I gentager året efter, for stadig at bruge den følelse Tour de France vagte i folk.
Det er svært at være alene om
Gå sammen med andre butikker og forretninger i lokalområdet, hvis muligt.
Hvis I kunne tænke jer at tale noget strategi op til denne type events, skal I endelig bare tag fat i os.
David Hindberg, som er erhvervskonsulent med fokus på markedsføring og kommunikation, vil hellere end gerne sætte sig ned med jer og sammen arbejde på at finde den rette strategi for jer.
Giv ham et kald på 92 15 30 55 eller send en mail til dahi@kalundborgerhverv.dk