skip to Main Content

Vinder af ”Vind en Butik” er fundet

I foråret lancerede Kalundborgegnens Erhvervsråd konkurrencen ”Vind en Butik”, og nu er vinderen fundet.

Flere lokale eksperter stiller sig til rådighed med rådgivning i butikkens første to års levetid. Houg Tømrerfirma, Malerfirmaet Falster og Electricom hjælper med indretning af butikslokale, mens 2doIT, MachenhauerNielsen Advokater, Bis Reklame, Sjællandske Medier, BDO Revision og Sparekassen Sjælland-Fyn støtter driften af butikken.

”Vi har været meget spændte på, hvem der ville turde kaste sig ud i at starte en forretning, og vi er ovenud begejstrede for at kunne trække et bysbarn tilbage til byen, som i den grad har en god idé til en butik, der kommer til at skabe liv i bymidten”, siger Morten Hass Augustsen, projektleder for Erhvervsrådets Bymidteprojekt.

Danske brands, lokal kunst og bæredygtigt kvalitetsgenbrug

Kalundborgs nye butik, Tekstur, slår til oktober dørene op for et univers med fokus på danske tøjbrands, lokal kunst og bæredygtig kvalitetsgenbrug. Butikken får til huse i Herreshoppens tidligere lokaler på Bredgade 51.

Butikkens koncept er at skabe hverdags-luksus i en atmosfære, der ligger i krydsfeltet mellem en tøjbutik og et kunstmuseum.

”Med flere kvadratmeter og færre hyldemeter har jeg en vision om, at mine kunder får plads og ro til at gå på opdagelse i de charmerende lokaler. Ud over at kunne finde en tilføjelse til sin garderobe inden for smukt, klassisk og dansk design, kan man udforske kunsten, der er udstillet på vægge og hylder, mens man får sig en kop kaffe eller et glas bobler,” siger Christine Søvsø.

Hun har længe gået med tankerne om at åbne sin egen forretning i sin gamle hjemby. Idéen tog dog først fart og form efter en samtale med Kalundborgegnens Erhvervsråd, hvor hun blev opfordret til at deltage i konkurrencen ”Vind en butik”.

Christine blev blandt andet valgt som vinder af konkurrencen, fordi hun har en mission om at skabe liv omkring sin forretning med månedlige events, ferniseringer og loppemarkeder. Derudover synes Erhvervsrådet, at konceptet om kvalitetsgenbrug var en spændende ny tilføjelse til byen. Her har man mulighed for at indlevere og videresælge ting fra sin garderobe, som ikke længere bliver brugt, men stadig holder en værdi i form af design, kvalitet og stand.

Hos Tekstur vil man blandt andet kunne finde brands som Day Birger et Mikkelsen, Karen by Simonsen, Bitte Kai Rand, Gestuz, 2NDDAY, Ichi og Atelier Reve.

“Vind en Butik” i Høng eller Gørlev

Kalundborgegnens Erhvervsråd er godt i gang med at finde samarbejdspartnere i Gørlev og Høng, hvor man ønsker at lave samme konkurrence.

Er du interesseret i at hjælpe en ny butik i gang i en af de to byer, er du meget velkommen til at kontakte Morten Hass Augustsen på telefon 40 73 50 85 eller på mail mha@klaundborgerhverv.dk

Back To Top
Søg
X
X